Regionalt landbrugsmøde med fødevareminister Rasmus Prehn

Landbrug & Fødevarer Syddanmark inviterer mandag den 12. september 2022 til regionalt landbrugsmøde med fødevareminister Rasmus Prehn.

Udgivet d. 12. august 2022

 

Mandag den 12. september 2022 klokken 19.00-21.00 danner Agerskov Kro rammerne for et regionalt landbrugsmøde med fødevareminister Rasmus Prehn. Her vil ministeren blive mødt af det syd- og sønderjyske landbrug, som har en del emner at drøfte med ministeren. Søren Søndergaard fra Landbrug & Fødevarer deltager også.

Uafklarede spørgsmål om brak og afgrøder giver usikkerhed hos landmændene

Usikkerheden om brakkravet og muligheden for at så de samme afgrøder på samme mark næste år er to sager, som regeringen bliver nødt til at sætte fart på, så landbruget kan få sikkerhed for, at de afgrøder, der bliver sået her til efteråret, ikke skal pløjes op til foråret.

”Det er dybt, dybt problematisk, at regeringen og landbrugsstyrelsen holder sommerferie, når der er så vigtige og betydningsfulde beslutninger, der skal tages. Et helt erhverv bliver taget som gidsel, mens regeringen er på vej hjem fra ferie. Det er respektløst for de tusindvis af landmænd, som gør alt, hvad de kan for at følge lovgivningen, men som lige nu ikke aner, om de er købt eller solgt. Vi vil gøre ministeren meget tydeligt opmærksom på, at der er en sag her, som skal ekspederes hurtigst muligt”, siger Hans Damgaard fra Landbrug & Fødevarer Syddanmark, som er et politisk samarbejde mellem Landbosyd, Kolding Herreds Landbrugsforening og Sønderjysk Landboforening.

Grøn skattereform med respekt for landbruget

Mens Svarer-udvalget færdiggør sin afrapportering om CO2e-afgiften, varmer Landbrug & Fødevarer Syddanmark op til efterårets forhandlinger om en grøn skattereform ved at opfordre til, at der bliver lyttet til landbruget, når det skal besluttes, om der skal indføres en CO2e-afgift på landbruget. Landbruget vil gerne tage del i den grønne omstilling, men rammebetingelserne for omstillingen skal være i orden.

”For os i Landbrug & Fødevarer Syddanmark er det afgørende, at efterårets forhandlinger om den grønne skattereform og CO2e-afgiften kommer til at tage hensyn til landbruget. Vi vil gerne bidrage til den grønne omstilling, men en høj CO2e-afgift vil være kontraproduktiv, idet bunden vil gå ud af store dele af dansk landbrug. Det er uholdbart, og det er ikke en konstruktiv måde at lovgive på, hvis man pålægger hårdtarbejdende landmænd en meget stor årlig omkostning. Landbruget bidrager gerne til den grønne omstilling, når teknologien er klar til det, så vi kan levere på de politiske målsætninger. Det vil vi tale med ministeren om”, udtaler Henrik Jessen fra Landbrug & Fødevarer Syddanmark.

Det regionale landbrugsmøde bliver afholdt på Agerskov Kro mandag den 12. september 2022 klokken 19.00-21.00.

Du kan tilmelde dig via linket her: Tilmelding til regionalt landbrugsmøde med fødevareminister Rasmus Prehn.

 

Landbrug & Fødevarer Syddanmark er et nyt politisk samarbejde mellem Landbosyd, Kolding Herreds Landbrugsforening og Sønderjysk Landboforening. Landbrug & Fødevarer Syddanmark arbejder for at skabe bedre rammevilkår for dansk landbrug på vegne af landmænd i Syd- og Sønderjylland.

 

Henrik Jessen
Bestyrelsesformand
61366060
henrik@jessen-is.dk
Henrik Jessen
Mathias Milling
Sekretariatsleder og politisk rådgiver, L&F Syddanmark
23364963
mam@lf-syddanmark.dk
Mathias Milling