Politikerne skal tage magten

”Det skal ikke være embedsmændene, som bestemmer, hvor meget der må markvandes,” lød beskeden fra LandboSyds medlemmer på medlemsmødet.

Udgivet d. 12. oktober 2021

 

 

 

Markvanding giver anledning til stor debat i Aabenraa kommune, og medlemsmødet mandag aften var ingen undtagelse.

Da afdelingschef fagrådgivning Torben Bøgh Christensen, LandboSyd, kunne fortælle om en kunde i rådgivningen, som har fået reduceret tilladelsen til markvanding fra 1000 kubikmeter vand pr. hektar om året og helt ned til 50 kubikmeter vand pr. hektar, lød der en mumlen i salen. Det vil stort set ødelægge mulighederne for udbytter i en varm sommer. At den pågældende har haft ansøgningen om tilladelse til at vande liggende på skrivebordet på rådhuset i intet mindre end tolv år gjorde ikke stemningen meget bedre, og det hjalp slet ikke på humøret, da Torben Bøgh Christensen fortalte, at det nok er de mest besværlige og tunge 120 sager, der nu står over for en afgørelse.

”Ikke for at ødelægge den gode stemning, men det kan blive rigtig seriøst for rigtig mange,” sagde han til medlemmerne.

Fra flere sider blev der opfordret til, at politikerne i byrådet tager ansvaret på sig og agerer, så det ikke er embedsmændene, der bestemmer. Byrådsmedlemmerne Jens Wistoft og Eivind Underbjerg Hansen forklarede, at der bliver arbejdet med sagen:

”Jeg forsøgte i udvalget at få tre sager til afgørelse, men det viste sig faktisk, at et flertal af politikerne i udvalget sagde nej. Det ville de ikke,” forklarede Eivind Underbjerg Hansen.

"Lad os få fakta på bordet. Sønderjysk Vandløb har gode erfaringer med at tage fat i konkrete sager, når det gælder oprensning af vandløb, og det kan vel også ske her – evwentuelt i et samarbejdet om forholdene i Tønder, som jo også er udfordret,” sagde Jens Wistoft.

   

 

Claus Fink Jørgensen
Bestyrelsesmedlem
40367012
tornbjerg.fink@gmail.com
Claus Fink Jørgensen