Manglende respekt at rulle dele af landbrugspakken tilbage

Folketingsmedlem Ellen Trane Nørby havde besøg af fire unge sønderjyder og takker for besøget – samt sender en bredside mod den socialdemokratiske regering

 

Fire unge landmænd fra LandboSyd fik forleden en tur i det politiske maskinrum på Axelborg samt besøgte folketingsmedlem Ellen Trane Nørby på Christiansborg og Kristian Sloth hos Greenpeace.

Det skete i forbindelse med en todages tur til København arrangeret af LandboSyds bestyrelsesmedlem Henrik Jessen, Rangstrup. Han havde måske nok håbet på lidt større opbakning, men unge landmænd har travlt i hverdagen, og selv om de påskønnede hans initiativ, måtte mange af dem melde pas.

”Men fire sønderjyder tæller jo for otte fra andre dele af landet, så vi fyldte godt op, var aktive og var med til masser af debat og fik masser af information,” fortæller Henrik Jessen.

 

Godt med input udefra

Også Ellen Trane Nørby var glad for besøget fra Sønderjylland:

Vi havde en god kontakt både på vores rundtur rundt på Christiansborg og på vores møde og jeg værdsætter besøg. Det kan ikke overvurderes at få input fra de mennesker og erhverv, der påvirkes af vores beslutninger,” siger Ellen Trane Nørby efterfølgende.

”Besøget understregede klart, at vi har fælles bekymringer over, hvad den socialdemokratiske regering og dens røde støttepartier kan finde på, og desværre ser vi allerede markante forringelser af rammevilkårene og tilbagerulninger på landbrugspakken. Vores bekymring bliver desværre større og større for hver dag, når man ser, hvad regeringen melder ud og laver af aftaler,” siger hun.

 

 

Manglende respekt

”At den socialdemokratiske regering pludselig ruller dele af landbrugspakken tilbage og fra det ene øjeblik til det andet pålægger landbruget at levere miljøforpligtelser et år før aftalt, vidner om en manglende respekt for landbruget og de mennesker, der lever af og har der hjem og arbejde i vores stærke landbrugs- og fødevareklynge i Danmark.”

 

Kortsigtet miljøpolitik

”Den socialdemokratiske regering vil hellere tækkes en venstrefløj end sikre ordentlige vilkår for fødevaresektoren i Danmark. Det er kortsigtet, for der er hverken landbrug, arbejdspladser, eksport eller miljø i at skubbe dansk landbrug ud af landet gennem danske særregler. Derfor er det så vigtigt med et stærkt samspil med jer i LandboSyd,” lyder det fra Ellen Trane Nørby til de sønderjyske unge.

 

Tak fra Henrik Jessen

Henrik Jessen har også evalueret turen, og han takker foruden Ellen Trane Nørby også Anders Søgaard og medarbejdere og folkevalgte på Axelborg samt Kristian Sloth fra Greenpeace. Han er klar til at arrangere yderligere en tur, hvis der er andre unge, som ønsker at komme af sted.

 

 

Foto: Henrik Jessen.

Mogens Dall
Bestyrelsesformand
74680361
40118361
mogensdall@gmail.com
Mogens Dall