LandboSyd tiltrækker stærke profiler

Tre nye profiler er ansat hos LandboSyd i oktober: Jurist Marina de Paoli, teamleder for virksomhedsøkonomi Morten Beck Jensen samt teamleder for regnskab og skat Jesper Naeve Jensen.

Udgivet d. 19. oktober 2020

 

”Omend det kan være vanskeligere for LandboSyd at tiltrække visse medarbejdertyper til Aabenraa givet placeringen i den sydligste del af Jylland, vil vi fortsat gøre vores ypperste for, at det kan lykkes i det omfang, det er muligt. De tre stærke profiler, vi netop har budt velkommen til LandboSyd i Aabenraa, er rigtig gode eksempler herpå,” lyder det fra LandboSyds adm. direktør Sune Aagot Sckerl.

De tre stærke kort er:

Jurist Marina de Paoli, der kommer med mere end 25 års erfaring med familieret, som hun da også vil have fokus på hos LandboSyd. Det handler blandt andet om testamenter, ægtepagter, bodeling, dødsboer mm. Marina bor i Vejle. Hun er gift med en pensioneret dommer og har to sønner, der også er jurister. Hun kommer fra en lignende stilling ved Velas/Centrovice.

På økonomifronten er der kommet to nye teamledere til. Morten Beck Jensen er ny teamleder til virksomhedsøkonomi. Han kommer fra en stilling som filialdirektør og afdelingsleder fra Nordea, hvor han siden 2007 har haft personaleansvar for forskellige teams i både privat- og erhvervsregi. Morten er 41 år og bor i Christiansfeld sammen med sin kone og deres to børn.

Jesper Naeve Jensen er ny teamleder til regnskab & skat. Han blev uddannet revisor i 1990 og har tidligere arbejdet på AgriNord og LMO som registreret revisor og skattekonsulent samt været selvstændig og arbejdet på Grønland, så erfaringskassen er rummelig. Senest kommer han fra en stilling som afdelingsleder for regnskab og skat hos Centrovice i Vissenbjerg. Jesper er 55 år og bor med familien i Stensballe nær Horsens.
”Det motiverede mig ekstra meget i forhold til jobmuligheden hos LandboSyd i Aabenraa, at LandboSyd har taget det modige træk at oprette filialkontor på Fyn - det vidner om en virksomhed, der vil frem”, siger Jesper Naeve Jensen i forbindelse med ansættelsen hos LandboSyd.

Det er en vurdering, der støttes af LandboSyds adm. direktør Sune Aagot Sckerl:

”Det er mit indtryk, at det, at vi har åbnet filialkontor i Odense, også har betydning for ansættelser i Aabenraa. Det tiltaler og tiltrækker potentielle medarbejdere, at LandboSyd har taget dette strategisk træk.”

Fra venstre: Marina de Paoli, Jesper Naeve Jensen og Morten Beck Jensen.

Sune Aagot Sckerl
Adm. direktør
74365066
23721266
saa@landbosyd.dk
Sune Aagot Sckerl