Kender du seniorpræmien?

Hvis du stadig arbejder, selvom du kunne være gået på pension, så kan du ved at følge nogle få regler om arbejdstid og indtægt få en såkaldt seniorpræmie.

Udgivet d. 14. januar 2021

Er du født 1. januar 1954 eller senere og bliver/er blevet folkepensionist fra juli 2019? Arbejder du samtidig videre mindst 1.560 timer om året? Så kan du se frem til en skattefri seniorpræmie på 42.840 kroner første år. Andet år er præmien på 25.500 kroner.

Seniorpræmien er indført som en økonomisk gulerod til at holde de lidt ældre på arbejdsmarkedet – og arbejder du alligevel videre efter pensionsalderen er det værd at være opmærksom på. Men du skal holde øje med timetallet. 1.560 timer svarer til, at du arbejder 30 timer om ugen i 12 måneder, og det er vigtigt, at kravet om antallet af arbejdstimer opfyldes. Arbejder du blot en time for lidt, får du ingenting.

Er du lønmodtager, får du automatisk seniorpræmien udbetalt. Selvstændige skal selv søge om seniorpræmie på borger.dk – men du kan først søge 1 år efter, du har nået folkepensionsalderen. Seniorpræmien betyder ikke, at der bliver modregnet i andre ydelser.

For selvstændige opgøres timerne ud fra overskud før renter, divideret med en omregningssats på 123,96 kroner. pr. time i 2020 (2021 er det 126,69 kroner pr. time). Det vil sige, at selvstændige skal have et overskud før renter på min. 195.000 kroner i 2020 for at få seniorpræmierne.

For at indkomst og løntimer, der er opnået ved lønarbejde, kan medregnes i opgørelsen af løntimer, skal den gennemsnitlige månedlige timeløn være mindst 121,30 kroner (2019), 123,97 kroner (2020) og 126,82 kroner (2021).

 

Specielle coronaregler

Grundet corona er antallet af arbejdstimer midlertidigt nedsat til 1.040 timer om året. Men kun hvis din optjeningsperiode omfatter perioden 1. marts-30.juni 2020. Denne ændring skal sikre, at flere vil få mulighed for at få seniorpræmien - herunder de som er ramt af arbejdsløshed i foråret 2020, men som har arbejdet fuld tid i efteråret 2019.

Kontakt din økonomirådgiver for at høre nærmere.

Ulla Kloppenborg
Økonomirådgiver
74365061
61698449
uks@landbosyd.dk
Ulla Kloppenborg