Hvordan beskytter man sig bedst mod svinepesten?

Det er vigtigt, at der på bedrifterne tales om de forholdsregler, man skal tage, for at mindske risiko for at sprede sygdommen.

 

På de danske bedrifter er der mange medarbejdere, som kommer fra lande, hvor den Afrikanske Svinepest er konstateret. Derfor er det meget vigtigt, at der laves en plan for, hvordan man som medarbejder skal forholde sig efter besøg i hjemlandet.

Eksempelvis kan smitten overføres via medbragte madvarer fra udlandet.  Forarbejdede fødevarer (fx pølser), som er sikre for mennesker, kan godt indeholde smitsomt virus fra sygdommen.  

Hvis man har været i udlandet, er der tre hovedregler som skal overholdes før adgang til en besætning (se hovedreglerne her - lige til at printe og hænge op):

  1. 24 timers karantæne fra man krydser den danske grænse, til man må gå ind i besætningsområdet.
  2. Inden adgang til besætningsområdet skal man skifte tøj og sko, og man skal have været i bad. Kommer du fra udlandet, må du fx ikke gå på arbejde i sko og tøj, der har været brugt i hjemlandet.
  3. Fødevarer, jagttrofæer og levende dyr medtaget fra udlandet må ikke være i besætningsområdet. Husk at fx pølser kan indeholde virus – det smitter ikke mennesker, men det er meget vigtigt, at rester kommer i skraldespanden og under ingen omstændigheder i kontakt med besætningen.

 

Afrikansk svinepest

Afrikansk svinepest er en meget smitsom virussygdom​ hos svin og vildsvin. Sygdomsforløbet hos smittede dyr er voldsomt, og dødeligheden er høj. Det er derfor af største vigtighed, at alle er med til at sikre en virksom og effektiv smittebeskyttelse. Da sygdommen spreder sig mod Vest-Europa er det vigtigt, at alle er med til at sikre, at sygdomme ikke spredes yderligere. I 2018 blev der konstateret tilfælde i Belgien.

Afrikansk svinepest har aldrig været konstateret i Danmark, og det vil få store konsekvenser, hvis det sker.

- Vi opfordrer kraftigt til, at man snakker med sine medarbejdere om de forholdsregler, man skal tage. Vi vil bestemt ikke diktere, hvad man spiser, men understrege hvor vigtigt det er, at man forstår situationen, siger HR-chef hos LandboSyd, Dennis Calender.

Læs mere om Afrikansk svinepest her.

Print og hæng op

Dennis Calender
HR chef
74365110
61209508
dca@landbosyd.dk
Dennis Calender