Landbrug & Fødevarer Syddanmarks og LandboUngdoms møde med titlen ”Succes som ung kvinde i landbruget” blev et vellykket arrangement på Gråsten Landbrugsskole.
Udgivet d. 1. juni 2023
- Vi er et landbrug i udvikling, og det er jeg sikker på, at vi fortsat vil se i fremtiden. Vi kommer til at møde modstand fra politikere og uvidende forbrugere, men hvis vi bliver ved med at beholde vores omstillingsparathed, er jeg sikker på at dansk landbrug går en god fremtid i møde.
Sådan lyder det fra én af de omkring 50 unge kvinder, som medvirkede ved arrangementet ”Succes som ung kvinde i landbruget”. Landbrug & Fødevarer – det fællespolitiske sekretariat for Kolding Herreds Landbrugsforening, LandboSyd og Sønderjysk Landboforening – stod i samarbejde med LandboUngdom bag mødet, der foregik på Gråsten Landbrugsskole.
Det blev en vellykket aften med stor spørgelyst fra de unge kvinder.
Arrangørerne havde inviteret fem kvinder til at fortælle om deres liv som selvstændige landmænd, driftsledere og rådgiver. Med hver deres baggrund kom oplægsholderne rigtig godt rundt omkring de udfordringer og fordomme, som de har mødt i landbruget, og samtidig gav de eksempler på, hvordan de har formået at tackle dem.
Også den grønne omstilling blev berørt i forbindelse med aftenen.