Foderhandel er en kompliceret sag. Men med den rette rådgivning øges chancerne for, at man får en sikker og god handel. Og det vil sige det rigtige foder, til den rette pris og i den rette mængde.
Det var nogle af pointerne i det indlæg, teamchef Christina Fensholt-Hansen havde på LandboSyd Svinerådgivnings råvaremøde torsdag aften i rådgivningscentret i Aabenraa.
- Vi har mulighed for at rådgive svineproducenten på en række nøgleområder, når der skal handles foder. Vi kan tage os af alt – det vil sige lave en foderlicitation, hvor vi indhenter tilbud fra en række foderstoffirmaer, fortalte teamchefen og understregede, at rådgivernes opgave naturligvis er at finde frem til det bedste tilbud med rette pris og kvalitet.
- Men vi vil mere end det. Vi ønsker at skabe tryghed for svineproducenten. Og det tilbyder vi blandt andet ved at tilbyde vores kontrakttillæg, som er gratis for de svineproducenter, der modtager rådgivning til sin foderhandel hos LandboSyd Svinerådgivning.
Skaber afklaring
Kontrakttillægget er en standardkontrakt, hvor alle basale kontraktlige ønsker, som svineproducenten har, er indføjet. Herudover har den enkelte svineproducent mulighed for – sammen med sin rådgiver – at tilføje de særlige handelsbetingelser, han ønsker i sin kontrakt.
- Vi afklarer, hvilke betingelser den enkelte svineproducent ønsker at handle ud fra. Der er cirka ti punkter, der skal afklares, forklarede Christina Fensholt-Hansen.
Hun tilføjede, at alle foderstoffirmaer får alle betingelser med ud, når der indhentes fodertilbud.
- Der er naturligvis altid mulighed for dialog omkring handelsbetingelserne. Og man kan evt. komme med egne indhentede tilbud, hvis man også ønsker det, forklarede teamchefen.
Vurdering og ro
Når tilbuddene fra foderstoffirmaerne indkommer, vurderer rådgiverne dem enkeltvis. Og herudfra kan man komme med en anbefaling.
- Men det er naturligvis svineproducenten selv, der træffer beslutning om, hvem der skal have ordren. Herefter sender vi tillægskontrakten ud til begge parter. Den underskrives og returneres gensidigt. På den måde har alle har en skriftlig og professionel aftale. Og det giver større ro og afklaring omkring foderhandlerne, understregede Christina Fensholt-Hansen.
LandboSyd Svinerådgivning anbefaler
LandboSyd Svinerådgivning’s anbefaling er at køre kvartalsvise kontrakter
Følg med i markedet
Foderstoffirmaerne er generelt åbne omkring deres priskalkulationer
LandboSyd Svinerådgivning følger markedet hele tiden
Lad foderkøb og kornsalg gå hånd i hånd – hvis du vil køre sikkert