Log på Kontakt Oversigt Forside
Kommunerne udpeger vådområder til vådområdeindsats 

Kommunerne udpeger vådområder til vådområdeindsats

Kommunerne i det østlige Sydjylland har i den seneste tid arbejdet på at udpege vådområder, som kunne indgå i Vandplanens opfyldelse af reduktion af kvælstof til Lillebælt.

Kommunerne har fået til opgave at finde et vist antal hektar egnede områder i oplandet til hver enkelt del af Lillebælt.

Baggrunden er, at staten kort før jul skød en ny indsats i gang omkring genopretning af vådområder. Den nye vådområdeindsats er ét af virkemidlerne i de vandplaner, der skal bidrage til at opfylde EU's vandrammedirektiv. Det er planen at der skal genskabes op til 10.000 ha vådområder på landsplan. Formålet med vådområderne er at reducere udledningen af kvælstof til de indre farvande.

Kommunerne skulle pege på mulige projektområder og melde ind til Miljøministeriet inden 1. juni 2010. Der vil så i sensommeren blive iværksat forundersøgelser, som kommunerne skal bruge til at vurdere hvilke projekter, der kan realiseres. Det er meningen at projekterne skal gennemføres inden udgangen af 2013. Der er blevet holdt møde i Kolding Kommune, hvor de lodsejere, der kunne blive berørt var inviteret, og i Aabenraa Kommune har man kontaktet de pågældende lodsejere direkte pr. brev/telefon. Sønderborg Kommune har holdt møde vedr. et vådområde i Bundsø. Haderslev Kommune har kig på ca. 20 ha i oplandet til Avnø Vig samt små 80 ha i oplandet til Haderslev Fjord, og tager kontakt til de pågældende lodsejere i løbet af sommeren. Ved at følge linket kan du finde et kort, der viser områderne i de 4 kommuner.

Økonomisk er der lagt op til enten en 20-årig MVJ-lignende aftale, eller at staten opkøber jorden, og sælger den i offentligt udbud når projektet er gennemført. Som hidtidig lodsejer kan man ikke få forkøbsret til jorden når den sælges efterfølgende.

LandboSyd er grundlæggende betænkelig ved vandplanernes mål og virkemidler. Men hvis kvælstofudledningen skal reduceres til de indre farvande, er lokale vandstandshævninger som giver mindre og afgrænsede oversvømmede områder dog et virkemiddel, som har en effekt på udvaskningen, uden at det går ud over den høje jord. Det er meningen, at de oversvømmede områder skal frigøre kvælstof til luften i stedet for til vandmiljøet. Som udgangspunkt skal det offentlige betale alle omkostninger til etablering af vådområder.

Hvis du har spørgsmål angående vådområdeplanlægningen, kan du ringe til LandboSyd Planteavl, Helge Lorenzen, tlf. 7436 5069 eller Britt Paulsen, Miljøteamet tlf. 7436 5079

Vådområde-ansvarlige i kommunerne:

Aabenraa: Søren B. Nielsen, 7376 7828
Sønderborg: Bo Kruse, 8872 5517
Haderslev: Hans Thiel Nielsen:7434 2148 / Rasmus Bartholdy Jensen, 7434 2146
Kolding: Hans-Martin Olesen: 7979 7449

Hent Referat fra møde i Kolding her

Hent Kort over udpegede områder i Lillebæltsoplandet her

Publiceringsdato: 08-07-2010
LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: