Aktiv indsats for at lære at redde liv
Førstehjælpskursus hos LandboSyd gav en række medarbejdere indblik i, hvordan man kan redde andres liv i nødsituationer.
Livet er det dyrebareste, vi har.
Alligevel er det nok de færreste af os, der med sikkerhed ved, hvordan vi gennem aktiv og målrettet førstehjælp kan redde liv i nødstilfælde.
- Vi vil gerne have førstehjælp afmystificeret. Derfor har vi netop afviklet et teoretisk og praktisk førstehjælpskursus, hvor vi var 16 kursister, der fik et grundkursus i førstehjælp. Og vi var alle enige om, at det virkelig var et godt kursus, hvor vi lige netop fik afmystificeret, hvad det vil sige at yde førstehjælp, som kan redde liv.
Nu tør jeg faktisk godt selv træde til og yde førstehjælp, hvis det skulle blive nødvendigt, siger Konny Madsen, intern HR-konsulent hos LandboSyd og initiativtager til medarbejderkurset.
Praktiske øvelser
Kurset blev afviklet af firmaet RedLiv. Og det blev gjort med en velafbalanceret portion alvor og humor. Og der indgik teori såvel som praktiske øvelser på dukker og medkursister.

Aktiv indsats for at lære at redde liv
Samtidig lærte kursisterne at bruge en såkaldt hjertestarter, som LandboSyd har indkøbt i tilfælde af, at en person skulle få hjertestop i landbocentret i Aabenraa.
- Der er måske en del, som tidligere har været på førstehjælpskursus. Men man får hele tiden ny viden om, hvad der bedst redder liv. Derfor er det vigtigt, at man er opdateret. Cirka hvert femte år reviderer eksperterne eksempelvis, hvad der er god praksis på området, forklarer Konny Madsen.
LandboSyd’s personaleforening forventer at afvikle endnu et personalekursus i førstehjælp her til foråret, ligesom kursisterne om et år skal have deres viden genopfrisket.
Noget for dig?
LandboSyd påtænker snarest også at tilbyde et førstehjælpskursus for medlemmer og kunder.
- Jeg kan – efter selv at have prøvet det – kun opfordre til, at kolleger såvel som kunder tager et førstehjælpskursus – simpelthen fordi det kan redde liv, slutter Konny Madsen.
Interesserede kan kontakte Konny Madsen tlf. 74 36 50 99 eller Dennis Calender tlf. 74 36 51 10.