Billigt at forsikre sig mod arbejdsløshed
Arbejdsløshedsforsikring - evt. med lønsikring - kan være guld værd i en tid med stigende arbejdsløshed, pointerer familiejurarådgiver Ole H. Borring, LandboSyd. Og så er de til at betale.
Forsikringer kan være dyre. Men når det gælder forsikringer, der kan sikre en selvstændig landmand i tilfælde af arbejdsløshed, er præmien faktisk beskeden. I hvert fald i forhold til den sikkerhed og økonomiske håndsrækning, man kan få ved at tegne en sådan forsikring.
Det forklarer teamchef i LandboSyd’s familiejuraafdeling, Ole H. Borring.
- En arbejdsløshedsforsikring via en A-kasse koster ca. 5.000 kroner årligt, og den er tilligemed fradragsberettiget. Så det er faktisk et godt tilbud, vurderer rådgiveren.
Man skal have fuldtidsarbejde i 12 måneder, før man kan oppebære understøttelse. Til gengæld kan man få dagpenge i 4 år inden for en periode på 6 år.
Den maksimale årlige understøttelse er 190.000 kroner, hvilket er tilfældet, når man har en årsindkomst over 230.000 kroner.
Ekstra dækning
Som et supplement til A-kassen kan man desuden tegne en såkaldt lønsikring, som maksimalt dækker 80 procent af ens normale indtægt i optil et år.
- Prisen for denne type forsikring er typisk 500 kroner i præmie pr. år for hver 1.000 kroner ekstra, man vil forsikre sig for i månedlig lønudbetaling, forklarer Ole H. Borring.
Man skal betale lønsikring i mindst et år, før der kan ske udbetaling. Samtidig skal man have haft uafbrudt arbejde i selvsamme 12 måneder.
Klar holdning
Ole H. Borring er som nævnt teamchef i LandboSyd’s familiejuraafdeling. Og hans holdning til arbejdsløshedsforsikringer er klar:
- Den tryghed og sikkerhed, man kan opnå ved muligheden for understøttelse i op til 4 år, er yderst billig og sparsom i forhold til ens virksomheds forsikringer og øvrige udgifter.
Uanset, hvor godt det står til, kan man aldrig vide, hvad morgendagen bringer. Netop derfor skal man gardere sig mod udefrakommende forhold.
Vi har alle nogle økonomiske forpligtigelser og de kræver en indkomst af en vis størrelse.
Sker der det uheldige, at man står uden arbejde, og ikke kan få dækning igennem en arbejdsløshedsforsikring, er der kun kontanthjælp tilbage. Er man samtidig gift, og ægtefællen har lønarbejde, kan man ikke få kontanthjælp. Det samme gør sig gældende ved en formue over 10.000 kr. Man står hermed overfor en markant reducering af husstandsindkomsten.
Jeg kan kun opfordre til, at man får gjort noget ved det, slutter Ole H. Borring.
Sådan er reglerne
Alle erhvervsdrivende og lønmodtagere i alderen mellem 18 år og 2 år under folkepensionsalderen kan tegne en arbejdsløshedsforsikring
For en fuldtidsforsikring er de månedlige dagpenge 15.708 kroner, der er fritaget for Arbejdsmarkedsbidrag
Som nystartet ved en arbejdsløshedsforsikring vil der skulle gå et år, før man har ret til udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge. I det år skal beskæftigelseskravet være opfyldt, hvilket er fuldtidsarbejde i 52 uger svarende til 1.924 timer
Der er mulighed for at få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge i optil 4 år. I dagpengeperioden skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet og være almen aktiv arbejdssøgende og tage imod uddannelsestilbud m.v.
Udover medlemskab af en arbejdsløshedsforsikring kan der bygges en lønsikring ovenpå, dvs. en tillægsforsikring ved arbejdsløshed der forhøjer udbetalingen af dagpenge.
Lønsikring kan tegnes for personer mellem 18 og 55 år som er i arbejde. Ifølge loven kan man maksimalt lønsikre sig for 80 procent af ens nugældende løn