I takt med, at danske søer føder og fravænner stadig flere grise pr. kuld, er der opstået en skrøne om, at søernes behov for vitaminer og mineraler også er steget. Det kan være en nærliggende tanke, at det skulle forholde sig sådan. Og det kan være et fristende argument at bruge, når man skal sælge foder. Men der er intet belæg for, at søerne underforsynes ved de nugældende normer, som sidst er revideret i 2006. Der er 3 væsentlige forhold, som sikrer en vis ”elasticitet” i normerne.

1. Ved fastsættelse af de gældende normer er der regnet med en sikkerhedsmargen. Det betyder, at normerne generelt ligger over, hvad grisene reelt har behov for.
2. De gældende normer er fastsat på basis af energiindtaget. Dvs., at jo flere foderenheder en so æder, desto mere vitaminer og mineraler får den. Og for en højt-ydende so vil netop et højt foderindtag være en af forudsætningerne for, at den fravænner mange grise.
3. For vitaminerne er anbefalingen endvidere, at normen opfyldes ved at tilsætte hele mængden. Dvs., at der ikke medregnes en eventuel naturligt forekommende vitaminmængde i råvarerne.

Men hvad er så den egentlige årsag til, at der har bredt sig en vis accept af, at foderets indhold af vitaminer og visse mineraler skal være højere end normerne foreskriver?

En af årsagerne kan være, at vitaminer er ustabile stoffer, som ødelægges let ved opvarmning og under lagring. Det er en konstant udfordring for foderfabrikkerne at fremstille foderet med mindst muligt tab af vitaminer. Men lad det være slået fast, at normerne gælder for det foder, der leveres til landmanden og det derfor ikke er landmandens ansvar, at der kan ske tab under fremstillingen. Tab under fremstillingen er derfor ikke noget argument for, at der skal mere af et vitamin i blandingen.

Kontrollen med vitaminindholdet i foderblandingerne er meget lille. Dels er analyserne meget dyre, hvilket i sig selv begrænser omfanget af kontrollen, og dels skal et eventuelt underindhold være meget grelt, før det overskrider Plantedirektoratets tolerance. Underindhold på 40 % accepteres på flere af vitaminerne (B3, B5, B12) og på andre er der ikke fastsat en tolerance. Der er således ikke fastsat grænser for hverken biotin, folinsyre, Vit. D eller K. For E-vitamin er tolerancen ”kun” 20 % underindhold.

E-vitamin, naturligt eller syntetisk

Vitamin E findes i flere forskellige former, hver med forskellig biologisk aktivitet og stabilitet. Naturligt vitamin E har den højeste biologiske aktivitet, hvilket kan forlede nogle til at tro, at en foderblanding med naturligt E-vitamin er bedre end en tilsvarende med syntetisk vitamin E. Men den naturlige form af E-vitamin er meget ustabil, hvorfor foder med naturligt vitamin E skal bruges inden for få dage fra fremstillingstidspunktet. Den syntetiske form, alfa-tokoferyl acetat, anses for at være meget stabilt i foderfremstillingen og vil normalt være at foretrække frem for den naturlige form, også fordi den er væsentligt billigere. Fravænningsgrise har dog vanskeligt ved at optage den syntetiske form, så netop til denne gruppe vil det være en fordel i at bruge den naturlige form af vitamin E.

Biotin

Det store fokus på søernes holdbarhed har ført til, at mange konsekvent øger mængden af biotin i deres foderblandinger. Der er ikke videnskabeligt belæg for, at biotin-normen er for lav og derfor årsag til dårlige klove hos søerne. Men hvis et højere biotin-indhold i foderblandingerne kan løse klovproblemer i nogle besætninger, så kan det måske være et signal om, at der er behov for at se lidt nærmere på, hvad der reelt er af biotin i foderet.

Fosfor

Fosfor er et ”smertensbarn”, som presses af miljøhensyn og (i perioder) af en høj råvarepris, mens fysiologiske hensyn trækker i den anden retning. Normen for fosfor er angivet som ”fordøjeligt fosfor”, hvilket gør det vanskeligt at lave en reel kontrol af, om grisene forsynes med tilstrækkelig fosfor.

Der findes forskellige kilder til fosfor og disse kan have forskellige fordøjeligheder. Det organisk bundne fosfors tilgængelighed afhænger af hvor meget aktivt fytase, der er i foderet. Det uorganiske fosfor kan også have forskellig fordøjelighed afhængig af, hvor mineralet kommer fra.

Fordøjeligheden er meget afgørende for, om normen for fosfor er opfyldt. Ikke desto mindre findes der ikke en analysemetode til at bestemme mængden af fordøjeligt fosfor. Kontrollen kan reelt kun foregå ved studier på grise. Så det er reelt en tillidssag mellem svineproducenten og hans foderleverandør, om foderet dækker grisenes behov med hensyn til fordøjeligt fosfor. Herunder skal der selvfølgeligt være det fytase i foderet, som det er optimeret med.

Som køber af svinefoder skal der stilles krav om, at normerne for vitaminer og mineraler overholdes i det leverede foder. Anbefaler foderfirmaet, at der øges på en eller flere af vitaminerne eller mineralerne, er det som sådan ikke noget problem, blot er der ikke noget belæg for, at landmanden skal betale for, at doseringen sættes op, hvis der fra starten er handlet på basis af de gældende normer.

har du yderligere spørgsmål, kontakt da Christina Fensholt Hansen på tlf 7436 5104, mobil 6222 5736, eller mail cfh@landbosyd.dk