Vi har altid skullet jagte omkostninger i svineproduktionen og i særdeleshed omkostninger, som ikke samtidig er en god investering - forstået på den måde - at de betyder et merudbytte. Sådan er det i høj grad også nu. Vi skal se på vore vaner og spørge os selv, hvad grunden er til, at vi gør, som vi gør. I dag har vi i jagten kastet et blik på søernes protein- og aminosyreforsyning. Får de for meget, for lidt eller er de passende forsynet?

Vi fravælger at se på vådfoder, hvor fermentering i såvel rør som blandekar kan være tilfældet, og herved gør problemstillingen mere kompleks.

Normer for fordøjeligt råprotein og nogle aminosyrer

De danske proteinrelaterede normer er oprindeligt fastsat ud fra forsøg i 1980’erne. Senere er det flere gange undersøgt, om disse normer holder vand, idet målrettet avlsarbejde har øget søernes produktivitet meget. De får langt større kuld og fravænner flere og større grise. Det senest afholdte forsøg, omhandlende drægtige søer inklusiv polte fra 1. løbning, er offentliggjort i august 2008, og det seneste omhandlende diegivende er fra 2003. Til manges store forbavselse har forsøgene hver gang foranlediget til samme konklusion - at normerne kan fastholdes!

For de diegivende søers vedkommende har normen dog en lille krølle, idet det angives, at hvis det ikke er muligt at opnå en gennemsnitlig foderoptagelse i diegivningsperioden på mindst 6 FEso pr. dag, kan det være aktuelt at hæve aminosyreindholdet pr. FEso med 8 pct. for alle aminosyrer.

	Drægtige søer	Diegivende søer
	Pr. FEso	Pr. FEso
Råprotein, minimum	90	110
Lysin	3,3	6,0
Methionin	1,6	1,9
Methionin + cystin	3,2	3,6
Treonin	3,0	3,9

Hvordan fodres søerne i praksis?

Langt de fleste søer fodres i dag med såvel en blanding til drægtighedsperioden som en blanding til diegivningsperioden. Typisk indeholder drægtighedsblandingen 5-6 gram fordøjeligt lysin og 105 til 110 gram fordøjeligt råprotein pr. FEso. Diegivningsblandinger indeholder typisk 6,5 til 7,0 gram fordøjeligt lysin og 115-120 gram fordøjeligt råprotein pr. FEso. Hvorfor mon? Det er svært at give et klart og entydigt svar, men et bud kunne være, at mange diegivende 1. lægs søer for fem år siden ikke har haft en gennemsnitlig foderoptagelse på 6 FEso. Det har de fleste dog i dag og mere til. Ændrede fodringsstrategier, herunder flere daglige udfodringer, ofte min. tre gange dagligt, har været medvirkende til øget foderoptag.

Begrundelsen for et højere aminosyreindhold i drægtighedsblandingerne er ofte, at gylte ikke udvikler sig tilstrækkeligt, hvis de fodres efter normen til drægtige søer. Det er ganske vist, at danske polte/gylte med potentiale for høj kødprocent vokser fortrinligt på foder med 5-6 gram fordøjeligt lysin pr. FEso. De lægger godt med kød på kroppen og mindre fedt. Følgende er citeret direkte fra InfoSvins afsnit om fodring af polte: ”Udenlandske undersøgelser har vist, at 16-20 mm rygspæk på løbetidspunktet er optimalt for de efterfølgende reproduktionsresultater og holdbarheden. Danske undersøgelser og udenlandske undersøgelser har vist, at poltens fedningsgrad kan ændres ved at reducere proteintildelingen i vægtintervallet 100-130 kg. En reduktion svarende til aminosyrenormen for drægtige søer vil være tilstrækkelig og påvirker ikke poltens efterfølgende reproduktionsresultater.” At gylte også skulle kunne klare sig på almindeligt drægtighedsfoder, hvis de ellers får nok af det, burde herefter ikke undre.

Potentiale for besparelser

Så længe sojaprisen er høj, vil der alt andet lige være penge at spare ved at gå ned i fordøjeligt råprotein. Selvom de syntetiske aminosyrer er fornuftigt lave i pris, bortset fra methionin, er der dog også muligheder i at spare på disse.

Der er optimeret tre blandinger til såvel diegivende som drægtige søer. Alle blandinger er med halv byg, halv hvede samt soja og aminosyrer efter behov. Der er taget udgangspunkt i en sojapris på 220 kr./100 kg samt aktuelle priser på aminosyrer.

Med nuværende prisrelationer på proteinråvarer er besparelsen lidt mindre, hvis der udover sojaskrå også indgår solsikkeskrå og rapskager i blandingerne.

Samlet set er der gode penge at spare til bundlinjen. Lavere indhold af råprotein i diegivningsfoderet afhjælper i nogle besætninger spædgrisediarre i farestalden. Overskud af protein i foderet kræver energi, når det igen skal udskilles i urinen og desuden er det en dyr måde at skaffe kvælstof til markerne.

Hvis du synes ovenstående forslag til ændringer er for drastiske, så prøv dig frem med mindre skridt, hvis du vil ændre.

Mange bække små gør en stor å!

Kontakt Christina Fensholt Hansen for yderligere info, eller hvis du vil have en ide om, hvor meget du kan spare ved at optimere på dine blandinger.