Nye affaldsgebyrer, som kommunerne udsender til virksomhederne
Fra 1. januar 2010 træder en ny affaldsbekendtgørelse i kraft.
Denne bemyndiger kommunen til at fastsætte og opkræve gebyrer for:
- Indsamlingsordninger for dagrenovationslignende affald hos alle virksomheder i kommunen, som er omfattet af ordningen
- Indsamlingsordninger for forbrændnings- og deponeringsegnet farligt affald hos alle virksomheder i kommunen, som er omfattet af ordningen
- Virksomheders adgang til at aflevere affald på genbrugspladser
Der er dog visse tilfælde, hvor kommunen ikke skal opkræve gebyrer:
- En lang række virksomhedstyper (liberale erhverv, serviceerhverv), er som udgangspunkt fritaget for gebyrer, med mindre de reelt bruger en eller flere af de kommunale affaldsordninger.
- Virksomheder med en omsætning på under 50.000 kr./år er fritaget for gebyrer
- Virksomheder, der kan dokumentere, at de selv håndterer alt deres affald til nyttiggørelse, skal ikke betale gebyr for adgang til genbrugspladserne (eftersom de så ikke har noget affald at aflevere på genbrugspladsen)
- Alle virksomheder, der kan dokumentere, at de reelt ikke har en affaldsproduktion, blive fritaget.
For kildesorteret, genanvendeligt erhvervsaffald hverken skal eller må kommunen fra 1. januar tilbyde indsamlingsordninger, her skal virksomhederne anvende private affaldsindsamlere og -behandlere, og disse indsamlere og behandlere skal være miljøgodkendte. Der skulle ved Bekendtgørelsens ikrafttræden være oprettet er register (Affaldsregisteret), hvor man kunne gå ind og finde de miljøgodkendte indsamlere og behandlere, men registeret er forsinket, foreløbigt til 1. april. Der er oprettet et midlertidigt register, som kan findes på http://www.mst.dk/Virksomhed_og_myndighed/Affald/Den+nye+affaldssektor/Register/
Det vil være nyt for mange virksomheder, at blive opkrævet et gebyr for adgang til genbrugspladser, da mange kommuner ikke tidligere har tilladt virksomheders adgang til genbrugspladser. Nu skal alle kommuner fra 1. januar åbne mindst een genbrugsplads i kommunen (eller det kommunale fællesskab, hvis kommunen indgår i et sådant) for modtagelse af virksomheders affald. Der er nogle begrænsninger m.h.t. hvilke køretøjer, virksomhederne må anvende. Generelt begrænses adgangen til køretøjer med en totalvægt på 3500 kg og dertil hørende lovlig trailer. For traktorer skriver Miljøstyrelsen dog i deres fortolkning af reglerne (som du finder her http://www.mst.dk/NR/rdonlyres/D2A41394-FCBF-468B-95C8-D41A6DFDB65B/0/OSSGenbrugspladsen.pdf ) at en traktor anses som et motordrevet køretøj, som hovedsageligt er indrettet til at trække andet køretøj eller arbejdsredskab. En traktor med tilladt totalvægt over 3500 kg har således adgang til pladsen. Der står ikke noget om størrelsen på evt. påhængsvogn, men når der for de øvrige køretøjer tillades adgang for køretøjet, og dertil hørende lovlig trailer, må det også gælde for en traktor med lovlig påhængsvogn.