Log på Kontakt Oversigt Forside
Økologi kan være en mulighed for at forbedre bundlinjen 

OMLÆGNING: Landmænd bør overveje økologi som en af mulighederne for at forbedre deres økonomi, mener rådgivnings- og udviklingschef hos LandboSyd, Anders Andersen.

Et moderne økologisk landbrug kan sagtes være en af mulighederne for at forbedre økonomien i bedriften.

- Ud fra regnskabsstatistikker fra de seneste syv til otte år kan man tydeligt se, at økologer i nogle tilfælde har bedre indtjening på bundlinjen end konventionelle landmænd, siger Anders Andersen, der er rådgivnings- og udviklingschef hos LandboSyd.

Han opfordrer derfor til, at man kigger med helt friske øjne på sin bedrift, og sammen med sine rådgivere får kigget alle aspekter igennem.

Omlægningsteam
Om man med fordel kan lægge om til økologi, afhænger nemlig af mange forskellige faktorer.

- Det er meget individuelt, for hvad kan ens bedrift bære? Hvilke afgrøder vil man satse på, hvad kan bygningerne bruges til, og hvilket dyrehold har man? Det er derfor vigtigt, at man til bunds undersøger mulighederne, forklarer Anders Andersen.

For at hjælpe landmænd, der går med overvejelser i retning af omlægning, har LandboSyd et ”omlægningsteam”, der består af planteavlskonsulenterne Poul Erik Nielsen og Birgitte Popp Andersen samt driftsøkonomerne Bent Sørensen og Heinrich F. Lüllau.

Fremtidens landbrug
Om økologi er fremtidens landbrug, er der mange meninger om, men sikkert er det, at temaet er på den politiske dagsorden.

- Der går ikke en dag, hvor man ikke fra polisk og anden side efterlyser mere økologi. De midler, der bliver afsat i regeringens tiltag Grøn Vækst, kommer også til at få stor betydning for rentabiliteten i økologiske landbrug.

Grønt Vækst indeholder blandt andet et tilskud til økologiske biogasanlæg på 15 millioner kroner i perioden 2010-12, et ønske om at fordoble det økologiske areal, så det kommer til at udgøre 15 procent af det samlede dyrkningsareal i 2020, samt en forøgelse af de arealbaserede tilskud, så de understøtter en årlig vækst i det økologiske areal på op til 18.000 hektar årligt.

Afsætning er vigtig
For øjeblikket er der dog ikke markedsdækning for al den økologiske mælk, der produceres, så lige nu kan det være svært for nogle at se mulighederne.

- Men indenfor andre grene er eksempelvis Friland Food klar til at modtage mere økologisk kød og klar til at modtage mere konventionelt frilandssvinekød, siger Anders Andersen, der samtidig gør opmærksom på, at man også kan overveje at opdele bedriften i en konventionel og en økologisk del.



Økologiforum Sønderjylland indbyder til spændende bustur!
Gik du også glip af Steen Møllers spændende indlæg på årsmødet, eller vil du
bare gerne se Friland med egne øjne? Synes du også, at økologisk biogas må være fremtiden? Så tag med på bustur 1. september 2010. Læs mere

Tag med på bedriftsbesøg! 
Bedriftsbesøg hos Søren Degn Clausen, Svanstrup 5, 6261 Bredebro, den 19. august, klokken 19.30. Arrangør er økologiforum Sønderjylland. Læs mere



 

Rådgivnings- og udviklingschef hos LandboSyd, Anders Andersen, vil gerne have flere landmænd til at overveje, om økologi kan være en økonomisk fordel for dem.
Foto: Louis Andreas Michaelsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Publiceringsdato: 16-08-2010
LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: