Log på Kontakt Oversigt Forside
Studietur sætter fokus på energipil 

Landbruget spås en hovedrolle i fremtidens grønne energiforsyning. Et af fokusområderne er dyrkning af energipil til lokale fjernvarmeværker.



I den anledning arrangerer LandboSyd den 22. juni en studietur til Assens på Vestfyn. Her dyrker lokale landmænd cirka 300 hektar jord med CO2-neutral energipil, der leveres som brændsel til Assens Fjernvarmeværk.



Planteavlsrådgiver Kresten Mathiasen, LandboSyd, forklarer, at piledyrkning kan være et alternativ til de mere traditionelle landbrugsafgrøder – ikke mindst i en tid hvor afregningspriserne for både korn, kød og mælk er eller har været under pres.



- Piledyrkning kan være interessant på arealer, hvor man f.eks. af arbejdsmæssige og eller miljømæssige grunde ønsker at ekstensivere produktionen. For nogen vil jagtmulighederne i en pilekultur også være et væsentligt argument for at gå i gang, nævner planteavlskonsulenten.



Begrænset arbejde

En pilekultur er, i forhold til traditionelle landbrugsafgrøder, ikke særligt arbejdskrævende, når etableringsårene er overstået. Forbruget af planteværnskemi og gødning er ligeledes på et relativt lavt niveau, og pil er desuden god til at udnytte næringsstofferne i organisk gødning.



- I de senere år er der kommet nye sorter i pil, der har en vækst, som muliggør høst hvert andet år, hvilket giver en forholdsvis stor produktion af tørstof, forklarer Kresten Mathiasen.



I forsøg på god jord er der opnået udbytter op mod 15-20 tons tørstof/ha/år.



- Det varsler, at der i praktisk dyrkning er gode muligheder for i fremtiden at udnytte noget af dette store udbyttepotentiale. I dag opnås der i pilekulturer på god jord en årsproduktion på ca. 10-14 tons tørstof/ha, nævner konsulenten..



Få erfaringer

Der er endnu ikke et særligt stort erfaringsgrundlag at trække på, når det drejer sig om praktisk dyrkning af energipil i Danmark. De senere år er der dog enkelte steder i landet opstartet egentlig produktion af pileflis til energiformål.



- Et af de steder er Assens. Og derfor vil vi gerne invitere LandboSyd’s landmænd med en tur over Lillebælt for at se nærmere på, hvordan landmændene ved Assens har grebet tingene an, pointerer Kresten Mathiasen.



I og omkring Aabenraa har flere varmeværker planer om, inden for en 2-årig periode, at øge forbruget af flis betragteligt til varmeproduktion.



- Det gør at, at der bliver en reel afsætningsmulighed for pileflis lokalt. Det betyder også, at man som planteavler naturligvis skal overveje, om pileproduktion er interessant at gå ind i, understreger planteavlskonsulenten.



20 procent fra pil

Under studieturen vil der være besøg hos en lokal landmand, der producerer energipil, ligesom der vil være besøg hos Assens Fjernvarme, hvor direktør John Jessen viser rundt.



Assens Fjernvarme håber, at de lokale landmænd med tiden vil tilplante 500 hektar jord med energipil, hvilket vil dække cirka 20 procent af fjernvarmeværkets brændselsbehov.



Fjernvarmedirektør John Jessen vurderer i øvrigt, at der alene til danske varmeværker er et marked for 100.000 hektar energipil. Aktuelt er der dog kun tilplantet få tusinde hektar med energipil herhjemme.



Energien fra én hektar energipil svarer rundt regnet til energien fra 5.000 liter olie.



Prisen er 875 kroner pr. deltager, og tilmelding, der er bindende, skal ske senest 17. juni til LandboSyd på tlf. 74 36 50 00. Minimum deltagerantal er 20 personer.



Afgang med bus fra parkeringspladsen ved LandboSyd den 22. juni kl. 07.30, forventet hjemkomst ca. 14.30.





Spørgsmål der skal afklares inden man påbegynder etablering af energipil:

Råder du over egnede arealer?



Er du klar til at udtage arealerne af omdrift i 20-25 år?



Hvad sker der med eventuelle dræn?



Er arealerne farbare i vinterhalvåret?



Hvilket plantemateriale er bedst?



Hvor meget koster det før den første flis er produceret?



Er det økonomisk attraktivt?



Hvor ligger de største udfordringer i dyrkningen?



Kan flisen leveres direkte ved høst - eller skal den lagres?



Hvilke faktorer skal man være særligt opmærksom på hvis man laver en kontrakt om leverance?











 

LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: