Log på Kontakt Oversigt Forside
Resultat af proteinanalyse kan være forkert 

NIT-analysen, som typisk bruges på foderstofvirksomhederne til bestemmelse af bl.a. proteinindhold i grovvarer og som er et ganske udmærket analyseværktøj, skal korrigeres når der måles på foderhvede. Et forhold, som mange ikke er opmærksomme på, når de får lavet analysen.

NIT apparaternes måleresultat omregnes typisk til proteinindhold efter en model, som er kalibreret til brødhvede. Er der tale om foderhvede, skal der omregnes med en anden faktor. Findes muligheden, for at vælge mellem brød- og foderhvede ikke, er det typisk korrektionen for brødhvede der, som standard, foretages.

Dette betyder i praksis, at foderhvedens proteinindhold, vil være målt for lav, og man derfor iblander mere soja eller tilskudsfoder end nødvendigt. Da tilskudsfoder/soja er en vare, der er dyrere end hveden, betyder det at en almindelig hvedebaseret slagtesvineblanding kan være op til 2,50 kr. dyrere pr. hkg end nødvendigt, svarende til ca. 5 kr./produceret slagtesvin.

Hvis du har fået lavet proteinanalyse hos din foderstofvirksomhed, bør du kontakte dem, og afklare, om de har behandlet din analyse som foderhvede eller brødhvede. NIT-apparatet, er designet til at måle på renset korn – hvilket typisk ikke det man måler på. Landbrug % Fødevarer har fra 2003-2006 foretaget et stort antal analyser af kornprøver, hvor man har ladet alle prøver analysere i NIT apparatet samt i en traditionel kemisk analyse. Her fandt man en statistisk sikker forskel i prøverne, hvor man konsekvent finder mere protein på NIT-analysen end på den kemiske (hvilket kan føres hen på det urensede korn). Hvede: 0,4%, Vårbyg: 0,3%, Vinterbyg: 0,1%. I det følgende angives vejledning både for hvede og byg.

Foderhvede, repræsentativ prøve*:

Resultat af NIT

  • Proteinindholdet angives som protein i % af tørstof (TS)
  • For hvede bør der trækkes 0,4 procentenheder fra pga. at urenset korn (se ovenstående)
  • Værdien ganges med en faktor 1,096
  • Værdien kan nu anvendes i foderoptimeringen

Byg, repræsentativ prøve*:

Resultat af NIT

  • Proteinindholdet angives som protein i % af tørstof (TS)
  • For hhv. vår- og vinterbyg trækkes hhv. 0,3% eller 0,1% fra
  • Værdien skal ikke ganges med en faktor
  • Værdien kan nu anvendes i foderoptimeringen


* Beskrivelse til udtagelse af en repræsentativ prøve kan ses på INFO Svin


Tallene i denne artikel er hentet fra VSP, 2010.




LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: