Log på Kontakt Oversigt Forside
Næringstofindhold i korn fra høsten 2010 

Gennem mere end 20 år har der været taget analyser af korn hos en række danske landmænd for at få et overblik over næringsindholdet i korn, da dette udgør 70 % af alt svinefoder. Fra slutningen af 80’erne og frem til i år har der kunnet konstateres et faldende proteinindhold i de tre store kornarter, men med udsving afhængig af udbytteniveau.

Fosfor har ligeledes været analyseret i alle årene, og her har der kunnet konstateres voldsomme udsving i indhold fra år til år. Der ser ikke her ud til at være sammenhæng mellem udbytteniveau og indhold af fosfor.

Analyseresultater 2010

Igen i år må det konstateres, at indholdet af protein og fosfor i kornet afviger fra det, der var året før. De gennemsnitlige ændringer i kornets indhold af protein og fosfor er relativt beskedne, men afvigelserne imellem de enkelte kornprøver inden for blot et mindre geografisk er enorme, idet der ses proteinindhold med op til 3,5 pct. mellem højeste og laveste indhold.

Nedenstående tabel viser indhold af protein og fosfor i korn med 15 % vand af høst 2010 sammenholdt med 2009.

 Tabel 1. Resultater kornanalyser fra 2010 sammenholdt med 2009.

 

 Protein 2010
%

Fosfor 2010
g/kg 

Protein 2009

Fosfor 2009
g/kg
 

Vinterbyg 

 9,2

2,9

8,6

2,6

Vårbyg

 9,3

2,9

8,8

2,8

Hvede 

 9,2

2,6

8,5

2,5


Det højere proteinindhold i år betyder et mindre forbrug af proteinfodermidler for at opfylde grisenes behov for aminosyrer, men som følge af en dårlig proteinsammensætning skal der typisk bruges en større mængde af aminosyrer for at nå balance i aminosyretildelingen.

 

For hjemmeblandere er forskellene i proteinindhold så store, at det ikke er tilrådeligt at bruge standardtal i optimeringer. Der bør under alle omstændigheder tages analyser af kornet til bestemmelse af proteinindhold. Der vil være forskelle svarende til op til 1 % sojaskrå i blandingerne afhængig af proteinindholdet.

 

Egne kornanalyser

Det er aldrig nok med en enkelt prøve af kornet, hvis man ønsker at bruge resultatet til ens egne optimeringer. Først skal der udtages en repræsentativ prøve af kornet. I høst tages en håndfuld korn af hvert enkelt læs korn og efter høst indsendes et antal prøver af dette til analyse. Ønskes der en rimelig sikker analyse på protein, skal der udtages mindst 3 prøver og for fosfors vedkommende skal der tages mindst 6 prøver.

Som en af de helt store overraskelser har vårbyg i år overrasket med et meget højt energiindhold. Normalt regner vi med et energiindhold på 104 FEsv pr. 100 kg i vårbyg, men i år viser analyserne ikke mindre end 107 FEsv. Vinterbyg har i år vist et tilsvarende fald i energiindhold, idet den er faldet fra 106 til 102 FEsv pr. 100 kg.

Manglende analyser

På baggrund af de meget svingende analyseresultater anbefales det at anvende et gennemsnit af de seneste tre års analyseresultater, når der ikke er egne analyser til rådighed. Nedenstående tabel angiver hvilke værdier, der bør anvendes, når der ikke er egne tal til rådighed. 

Tabel 2. Anbefalede kornværdier, hvis man ikke har analyser af eget korn.
 

 Protein %

Fosfor g/kg 

FEsv/100 kg 

FEso/100 kg 

 Vinterbyg

9,4 

2,7 

103,3 

103,5 

 Vårbyg

 9,5

 2,9

 104,5

 104,5

 Hvede

 9,1

 2,5

 115,6

 113,6

 Triticale

 9,2

 3,1

 112,9

 111,4

 Havre

 8,7

 3,6

 87,0

 89,0

 Rug

 8,2

 3,2

 110,0

 109,0

I forbindelse med specielt analyse på fosforindhold er det vigtigt, at ens efterfølgende handlinger ikke baseres på en enkelt analyse, da der er relativt stor analyseusikkerhed på denne analyse. Inden egen analyse bruges som eneste grundlag for en optimering skal der tages en række analyser.

 Analysepriser

De to mest nødvendige analyser er ikke så dyre, i øjeblikket er Plantedirektoratets priser på en analyse for protein og fosfor følgende: prøveforberedelse 196 kr., råprotein 346 kr. og fosfor 665 kr. i alt 1.207 kr., men prøv at forhør dig om pris på analyser ved din lokale svinerådgivning, da de har en analyseaftale med Eurofins sammen med Videncenter for Svineproduktion. Der vil sandsynligvis kunne fås et bedre tilbud.

 Det er at spille hasard med ens økonomi ikke at have tilstrækkeligt kendskab til den råvare, som udgør mere end 70 % af foderet. 6 analyser af både protein og fosfor til en samlet pris af godt 7.000 kr. i et samlet foderbudget på måske over 2 mio. kr. er ikke klogt at spare væk som hjemmeblander. Det svarer til en ændring af foderforbruget i en slagtesvineproduktion på mindre end 0,01 FEsv pr. kg tilvækst.

 


LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: