Log på Kontakt Oversigt Forside
Store penge at spare ved at kigge på energiforbruget 

ENERGI: En grundig gennemgang af energiforbruget på en landbrugsejendom kan reducere udgifterne til energi betydeligt. En landmand har på bare et år sparet langt over 25.000 kroner.

Energipriserne har det med at gå en vej. Opad. Derfor er det også vigtigt, at man hele tiden er opmærksom på, hvad man kan gøre for at holde forbruget nede. På Maaling Avl og Opformering, Skeldemark, ved Broager har et besøg af en energirådgiver givet store besparelser.

- Min svigerfar, der ejer stedet her, og jeg talte om elpriser sidste år, og enden blev, at jeg søgte lidt på internettet efter rådgivning. Jeg fandt noget på LandboSyds hjemmeside om energibesparelser og energirådgivning, fortæller Claus Petersen, der er driftsleder på Maaling Avl og Opformering.


Kurt Mortensen (tv) har påpeget mange mulige besparelser hos Claus Petersen, der nu vil have bedriften kigget igennem igen.



Energirådgiver Kurt Mortensen fra EnergiMidt kom på besøg, og et par fremmede øjne var lige det, der skulle til for at afsløre mulige besparelser.

- For eksempel havde vi to oliefyr i stalden, hvor varmtvandsrørene ikke var isolerede. Det tog en time og kostede 600 kroner at ordne isoleringen, og sparer nu 1200 kroner hvert år. Der var tændt for gulvvarmen i farestalden og løbeafdelingen, men på Kurt Mortensens opfordring har vi slukket for varmen i løbestalden, siger Claus Petersen, der tilføjer, at ændringen ikke gav anledning til nogen problemer i løbestalden.

Ny teknik
I løbestalden, hvor 65 procent af energien bliver forbrugt, er der ikke længere varme på. Det sparer 20.000 kroner per år, og regulering i lyset giver samme sted omkring 3.000 kroner i besparelse.

- Ved at udskifte dobbeltlysrør fra 2003 med nye enkeltrørslys fås samme mængde lys, men det sparer 25.000 kroner per år, siger Claus Petersen.

Mange af de steder, hvor man på Maaling Avl og Opformering fremadrettet sparer på energien, er de samme kritiske som områder hos andre landmænd.

- Mange tænker for eksempel, at selvom der suser lidt varme ud her, så er det med til at varme stalden op. Men det er ureguleret, og ureguleret energi er alt andet lige spild, fordi der er tidspunkter, hvor det ikke gør gavn, forklarer energirådgiver Kurt Mortensen fra EnergiMidt.

Kriseknusercitat:

Ved at udskifte dobbeltlysrør fra 2003 med nye enkeltrørslys, fås samme mængde lys, men det sparer 25.000 kroner per år.

 

Adfærdslære
Den rigtige teknik og styring af energien er vigtige parametre, hvis energiforbruget skal holdes nede.

- Men adfærden hos dem, der skal styre energien, er mindst ligeså vigtig. Man skal tjekke teknikken, og dem der betjener den, siger Kurt Mortensen.

Han har en landbrugsteknisk baggrund, har været konsulent i rådgivningsselskaber og har undervist på landbrugsskoler:

- Siden 2004 har jeg været energikonsulent, og det er spændende, fordi jeg kan se, hvor problemerne ligger, da jeg kender landbruget indefra.

Claus Petersen vil nu have kigget bedriften igennem en gang til i håb om at finde endnu flere energikroner, der venter på at blive samlet op. Energirådgivning gennem energiselskabet er gratis.



Maaling Avl og Opformering
 
 

Maaling Avl og Opformering er en moderne bedrift med rødder langt tilbage i tiden.

Produktionen består af 975 årssøger. Heraf omkring 150 søer avlssøer, mens de resterende er landracesøer med produktion af opformeringsdyr.

Der drives 205 hektar som en de af et maskinfællesskab med Knud Jørgen Lei og Thomas Jacobsen. 170 hektar er udlagt med hvede, 8 hektar med havre og resten er udlagt med raps. Desuden hører der engarealer og lidt skov til ejendommen.

Der er otte mand ansat i bedriften – syv i stalden og en på marken. Claus Petersen har det daglige ansvar for driften, og ægtefællen Maria Petersen arbejder også en dag om ugen på ejendommen, der stadig ejes af Marias forældre. Claus og Maria Petersen bliver niende generation på ejendommen, der har rødder tilbage til tiden omkring
udflytningen.

 

Med billigt udstyr kan man måle
temperaturen overalt i stalden.

 


 

 

LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: