Af jurist Kristian Nørr Olsen og Cheføkonom Henrik Fogh Vester, LandboSyd
Sikkerhed ved samhandel mellem landmænd.
Samhandel mellem landmænd bliver en stadig større del af den løbende omsætning på landbrugsbedriften. Dette med baggrund i stadig større enheder der kræver større enkelthandler, et ønske om at undgå fordyrende mellemled, men også, at der de senere år er dukket flere områder op, hvor det er blevet normalt at samhandle. Det medfører, at landmænd har større og større betalings-risiko på varer/tjenesteydelser ydet mellem hinanden.
I flæng kan nævnes følgende eksempler på samhandel:
Kviepasning/staldleje
Køb/salg af grovfoder
Køb/salg af korn
Køb/salg af maskinstationsydelser
Dyr
Hvis der er tale om løbende betalinger eksempelvis i form af kviepasning vil der være tale om et overskueligt delbeløb (måske éen måneds betaling) med den risiko der følger med netop den situation. Fejler en løbende betaling har man rimelig mulighed for hurtig opfølgning og begrænsning af skaden.
Vi nærmer os nu en periode, hvor samhandel af større enkeltbeløb finder sted, bl.a. med køb af afgrøder hos hinanden og høstarbejde. Inden man ser sig om, kan der være mellemværender i størrelsesordenen 100 – 250.000 kr. mellem kollegaer.
Tingene er ikke som de plejer i en tid, hvor næsten alle landmænds kreditter er mere pressede end normalt, så man bør have en lidt grundigere snak om betalingsbetingelser/-frister end man har været vant til. Det er måske i år mere vigtigt end sædvanligt at melde klart ud – helst skriftligt - og ikke mindst få fremsendt regninger i fornuftig tid i forhold til handelen/arbejdets udførsel. Har man f.eks. solgt sin høst til en nabo, vil det være en god idé at få sendt regningen for vinterbyggen med det samme med en kort betalingsfrist. Hvis der bliver problemer med betalingen for den leverance, kan man nå at sikre sig inden resten af høsten leveres.
Den sikre model er betaling før levering, eventuelt i form af deponering af købesummen på spærret konto eller krav om bankgaranti. Hermed følger en nødvendig papirgang og omkostning.
Ved større samhandelsaftaler bør man overveje krav om forudbetaling/deponering eller bankgaranti.
Afventer man endelig fastsættelse af prisen/arbejdets omfang, så kan en model være at arbejde med a’ conto betalinger og/eller delvis forudbetaling.
Når man selv bliver mødt med strammere kreditkrav, så er det ikke usædvanligt at bære samme betingelser videre. Det kan naturligvis være ubehageligt at skulle kræve en bankgaranti/betaling-sikkerhed af en kollega, som man måske har handlet med gennem mange år uden problemer. Alternativet, som er risikoen for at miste et større pengebeløb, er dog værre.
Hensigten med denne skrivelse er at forebygge, at der opstår problemer der kunne være undgået.
Hvilke muligheder er til stede, såfremt det alligevel går galt?
Hvis man kommer ud for, at der ikke bliver betalt som aftalt for en leverance eller ydelse, skal man reagere med det samme. Der skal rykkes skriftligt og også gerne mundtligt for beløbet med det samme. Resulterer det ikke i betaling eller en aftale om eksempelvis tilbagelevering af leverancen, hvor det kan lade sig gøre og er ønskeligt, bør man straks kontakte en advokat for at få hjælp til inddrivelse af pengene.
Er du i tvivl, så kontakt LandboSyd, hvor bl.a. jurist Kristian Nørr Olsen og Cheføkonom Henrik Fogh Vester kan hjælpe dig.