Log på Kontakt Oversigt Forside
Plads til udvikling 

Plads til udvikling

Så er starten gået på projekt ”Plads til udvikling”, der sætter fokus på problemet med tomme erhvervs- og landbrugsbygninger i landdistrikterne i Aabenraa kommune. Målet med projektet er at skabe nyt liv i tomme bygninger ved at illustrere, hvordan de kan bruges til andre formål end det, de oprindeligt blev bygget til. Disse illustrationer eller eksempler på alternative udnyttelsesmuligheder kan bruges i forbindelse med fremtidige salg af tomme bygninger i landdistrikterne, så de ikke kommer til at stå og forfalde. Det vil være lettere for potentielle købere at se potentialet i at overtage tomme bygninger i landdistrikterne på baggrund af sådanne illustrationer.

Projektets formål er at højne standarden af bygningsmassen i kommunens landdistrikter for herved at gøre det mere attraktivt at bosætte sig i landdistrikterne, samt at udnytte tomme bygninger og ejendomme til at skabe arbejdspladser og erhvervsudvikling. Derved er der skabt grundlag for vækst og udvikling i landdistrikterne i Aabenraa kommune.

Projektet gennemføres af LAG Aabenraa i samarbejde med:

  • Erhvervenes Hus Aabenraa,
  • Aabenraa Kommune,
  • LandboSyd og
  • LHN

I første omgang ønsker vi at få et overblik over problemets omfang. Vi opfordrer derfor alle, der har tomme erhvervs- eller landbrugsbygninger i landdistrikterne i Aabenraa kommune, til at henvende sig til os. Vi er parate til at hjælpe med vejledning og sparring omkring, hvordan bygningerne kan anvendes på en ny og anderledes måde. Vi kan også hjælpe med udlejning og salg af tomme bygninger.

For at forbedre vores service, vil vi oprette en database over tomme erhvervs- og landbrugsbygninger i landdistrikterne i Aabenraa kommune. Ved at få et overblik over typen af bygninger, der er tomme i øjeblikket, kan vi bedre indhente viden om alternative udnyttelsesmuligheder for dem. Denne nye viden vil danne grundlaget for udarbejdelsen af en pixie bog med illustrationer på, hvordan man kan anvende de tomme bygninger på en ny og anderledes måde.

Med den nye pixie bog i hånden kan vi tilbyde et stærkt værktøj til dem, der skal fremover skal sælge tomme bygninger i kommunens landdistrikter. Pixie bogen kan også bruges som inspiration af dem, der vil bruge tomme bygninger til alternative formål. Pixie bogen vil synliggøre nye anvendelsesmuligheder for tomme bygninger og derigennem skabe udvikling i landdistrikterne.

Vi ser derfor frem til at høre fra dig, hvis du har en erhvervs- eller landbrugsbygning til salg i et landdistrikt i Aabenraa kommune; eller hvis du vil have inspiration til, hvordan du kan bruge en tom bygning på en ny og anderledes måde. Vi vil gerne hjælpe dig videre.

Du er velkommen til at kontakte:
Landdistriktskonsulent
Kristian Andersen
7436 5111
kra@landbosyd.dk

Publiceringsdato: 02-09-2009
LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: