Som udgangspunkt er det tilladt at dræne egne arealer uden at dette kræver en tilladelse. Men det er vigtigt at være opmærksom på, om et areal ligger inden for en af følgende udpegninger:
- Okkerpotentielle områder
- § 3 arealer
- Natura 2000 områder
Hvis et areal ligger inden for en af udpegningerne, må dræningsarbejdet ikke påbegyndes før kommunen har givet en godkendelse. Det gælder også almindeligt vedligehold af dræn og grøftning.
Det er muligt at finde udpegningerne på Danmarks Arealinformation, www.miljoeportal.dk . Kortene er dog kun vejledende, og man kan opleve, at det man selv mener, er en græsmark, i kommunens øjne er en beskyttet § 3 eng.
Hvis der er problemer med okker, kan kommunen betinge, at der med dræningen bliver etableret renseforanstaltninger. Hvis dette er tilfældet, kan der søges tilskud til sådanne foranstaltninger.
Det er kommunen der har det sidste ord, og derfor kan det være en fordel at spørge først. Hvis kommunen opdager en dræning inden for en af de ovenstående udpegninger, kan man blive pålagt, at føre arealet tilbage til den oprindelige tilstand.
Hvis arealerne ligger i et Natura 2000 område er det ikke kun dræning der skal anmeldes, men alle driftsændringer, såsom etablering af en vej, plantning af juletræer eller skov eller opdyrkning af et areal med vedvarende græs. Det er muligt at finde en uddybende liste på By- og Landskabsstyrelsens hjemmeside, www.blst.dk.