Log på Kontakt Oversigt Forside
Miljøtilsyn – får det dig til at svede?  

Miljøtilsyn – får det dig til at svede?

Efteråret er som oftest sæson for miljøtilsyn. Hvis du får varslet et miljøtilsyn er det en god ide at gennemgå din ejendom med kritiske øjne og eventuelt få ryddet op og smidt ud inden besøget. Jo bedre indtryk den kommunale medarbejder får af ejendommen, jo højere kategori kommer ejendommen i, dvs. jo sjældnere tilsyn vil du få fremadrettet.

Normalt varsles et tilsyn ca. 14 dage før planlagt gennemførelse. Selve tilsynet foregår ved, at du og den kommunale medarbejder går en tur på ejendommen og får en snak om ejendommen og om den husdyrproduktion, som er knyttet hertil. Som oftest vil emner som fx håndtering af affald, herunder spraydåser, medicinflasker, plasticaffald, batterier og kemikaliedunke blive diskuteret. Her er det en god ide at kunne fremvise kvitteringer for aflevering af affaldet på genbrugspladsen. Ligeledes skal man kunne fremvise dokumentation for dyreholdets størrelse fx i form af e-kontroller, besætningslister eller driftsregnskab.

Under besøget vil gyllebeholdere, møddingpladser, vaske- og fyldepladser osv. også blive kontrolleret. Her ses bl.a. på flydelag, beholderkontroller, logbog, revner og sprækker i belægningen og afløbsforhold.

Kommunen ser også på risikoen for punktforurening herunder fx opbevaringen af dybstrøelse, halmaske og kemikalier. Kemikalier skal opbevares så der ikke er risiko for forurening, dvs. at det skal opbevares i et isoleret rum uden afløb og med opkant. Spildolie kan også være årsag til forurening og skal derfor opbevares på spildbakke. Derudover skal forurening med gødning i forbindelse med udlevering af dyr undgås, og større mængder spildfoder osv. skal fjernes. Man skal også være opmærksom på, at større oplag af fx knust asfalt kræver tilladelse fra kommunen.

Normalt får man en god diskussion under besøget og ofte bliver man enige om tiltag og løsningsforslag undervejs. Hvis man har nogenlunde styr på produktionen er der derfor ingen grund til at frygte tilsynene.

Dog er det sådan, at hvis den kommunale medarbejder under tilsynet observerer overtrædelser af én eller flere af krydsoverensstemmelseskravene, er det medarbejderens pligt at melde dette ind til FødevareErhverv. Konsekvensen heraf kan blive en reduktion i ha-støtten, hvor størrelsen af reduktionen afhænger af alvoren, omfanget og varigheden af overtrædelsen. Hvis du er blevet indberettet for overtrædelse af krydsoverensstemmelseskravene er det en god ide at tage kontakt til din konsulent og høre om mulighederne for at komme med bemærkninger til indstillingen.

Hvis du ønsker et ”før-tilsynsbesøg” eller en uformel snak omkring tilsyn generelt er du meget velkommen til at kontakte miljøafdelingen.

Af Lene Alnor, LandboSyd

Publiceringsdato: 09-09-2009
LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: