Pas godt på din miljøgodkendelse/-tilladelse!
Når man, ofte efter meget lange tovtrækkerier, har opnået en miljøgodkendelse/-tilladelse er det meget vigtigt at være opmærksom på, at man ikke har ubegrænsede muligheder indenfor de rammer, der er udstukket i godkendelsen. For fortsat at få lov til at producere det godkendte dyrehold skal man udnytte godkendelsen fuldt ud normalt senest 2 år efter at godkendelsen er givet.
Både for nye og eksisterende godkendelser/tilladelser gælder, at hvis man ikke udnytter godkendelsen fuldt ud bortfalder den del af godkendelsen, som ikke er udnyttet. Der har været en del usikkerhed omkring, hvor lang tid en reduktion eller en afbrydelse af produktionen må vare, før man har mistet retten til at genoptage produktionen på ny.
Normalt kan der genoptages et husdyrhold af samme størrelse som tidligere, hvis der er tale om en afbrydelse på under 3 år. Det er samtidig en betingelse, at husdyrholdet er bragt op på den oprindelige størrelse inden udløbet af 3 års perioden. Hvis dette ikke er sket, bortfalder den del af godkendelsen/tilladelsen, der ikke har været udnyttet de seneste 3 år. Kan man ikke overholde 3-års reglen, skal man have en miljøgodkendelse for igen at få lov til at producere det tidligere tilladte.
For at fastlægge en ejendoms produktion i 3 på hinanden følgende år, kan anvendes tal fra fx gødningsregnskabet.
Der kan dog være specielle forhold, som gør, at man kan se bort fra 3-års perioden og således enten acceptere en længere eller kortere periode end de 3 år. Et eksempel på at perioden kan forlænges kunne være i forbindelse med et sygdomsudbrud og en efterfølgende sanering. Mulighed for fx en forlængelse er dog afhængig af sagsforløbet og dokumentationen i den enkelte sag.
Ovenstående praksis gør sig også gældende, hvis man eksempelvis har udlejet sit staldanlæg. I den forbindelse er det vigtigt at få tilføjet i lejekontrakten, at lejer er forpligtet til at opretholde den godkendte/tilladte produktion på ejendommen i hele lejeperioden. Desuden skal kontrakten indeholde vilkår som beskriver, hvilken kompensation der skal gives, hvis ovennævnte alligevel ikke overholdes.