Log på Kontakt Oversigt Forside
Græd ikke over spildt foder - gør noget ved det! 

Det skal bare samles op. Vi ser ofte besætninger, hvor foderspildet for en stund er blevet overset. Det kan vi så sammen græde lidt over, hvorefter det gælder om at finde tiltag, som fremover kan minimere foderspildet. Foderspild gælder i øvrigt alle, - både so-, smågrise- og slagtesvinestalde har meget foder og penge, som spildes.


Det koster kun 0,9 % af dit foderforbrug

Tallet ser ikke ud af alverden. I afprøvninger af rørfoderautomater med vand til slagtesvin er foderspildet målt til at ligge på 0,9 %*. Dette var ved besætninger med god justering af automaterne. Spildet svarer til 2 FEsv pr. slagtesvin. Det svarer til 9 kr. spildt foder pr. stiplads pr. år. I en almindelig slagtesvinesti med 18 svin er det 158 kr. om året. For at udnytte dette foder, skal der monteres spildfoderplade i stedet. Sådanne plader er på de fleste nye automater, men gamle automater på fuldspalter kan nemt tjene investeringen hjem igen. Foderet falder ned på pladen for senere at blive ædt af næste gris på vej til automaten. En plade i polyesterbeton koster omkring 200 kr. Tilbagebetalingstiden for at montere sådanne plader er derfor ca. 2 år, når arbejdsløn indregnes. På den lange bane kan en besætning med f.eks. 10.000 svin produceret om året tjene 22.000 kr. ekstra om året.

*Kilde: DSP, Afprøvning 435

Få det afsløret

Det er ikke raketvidenskab, men bliver ofte glemt. Man kigger ned i gyllekummerne og på sin P-rapport og sammenligner sig mod de bedste 25 %. Er der fejl et af de to steder, skal der ske noget.

De bedste 25 %

Dyregruppe

Foderforbrug

Søer og avlsdyr

1.498 FEso/årsso

Smågrise 7-31 kg

1,76 FEsv/kg tilvækst

Slagtesvin 31-84 kg

2,62 FEsv/kg tilvækst

Kilde: ”DB-tjek 1. halvår 2009”

Slagtesvin med vådfoder

Følgende skal overholdes:

  • Der skal være nok krybbeplads, dvs. 30-33 cm pr. gris.
  • Nedfaldsrørene skal være i orden. I ældre stalde slides de nederste 20 cm ofte væk eller røret falder helt ned. Begge dele skal repareres omgående. Udløbet skal være under krybbeoverkanten.
  • Ødelagte betonkrybber skal repareres.
  • Ad lib vådfodersystemer fungerer med meget store forskelle. De fleste kan med lidt snilde ombygges til restriktiv fodring i langkrybber. Ombygningerne er typisk tjent hjem i løbet af 1-2 år.
  • Ad lib. vådfodersystemer har tit fejl på placering af følere og/eller krybberne overfyldes. Krybberne skal være med hovedadskillelse.

Smågrise og slagtesvin med tørfoder

Følgende skal overholdes:

  • Pas på med gulvfodringen de første 1-2 uger i smågrisestalden. Foderet skal smides helt ind bag i stien.
  • Der skal være nok ædeplads. En tørfoderautomat kan max. servicere 48 smågrise fra 7-35 kg eller 36 slagtesvin.
  • Nye foderautomater til smågrise må ikke være med store foderkrybber, det medfører, at smågrisene træder op i krybben, hvilket giver foderspild.
  • Alle foderautomater skal justeres hyppigt. Minimum en gang om ugen laves en gennemgang, hvor der kun kigges på, hvordan fodermængden passer. Grise fra 60 kg skal justeres hårdt ned. Ved næste staldgennemsyn tjekkes alle automater. Er der nogle, som er blevet justeret for hårdt og derfor er lukket? Hvis det aldrig sker, er det typisk, fordi du ikke justerer hårdt nok. Ved melfoder skal der være adgang til vand i rørfoderautomaten hele døgnet. Ved færdigfoder kan der lukkes for vandet i perioder for at sænke foderoptagelsen.
  • Tjek, at vandventilen i tørfoderautomaten yder nok vand. Dette er minimum 1 liter pr. minut, uanset hvor mange andre vandventiler, der er i stien. Yder ventilen for lidt, bliver der uro omkring automaten og dermed jages grise væk, som ikke er færdige med at æde.
  • Står automaterne på spalter eller rister, skal der påmonteres en spildfoderplade under foderautomaten.
  • Nye foderautomater skal ikke købes ud fra den billigste indkøbspris. Kig især efter justeringsmulighed. Tjek, at den har en rengørings-indstilling, hvor automaten nemt kan tømmes for foder. Er du det mindste i tvivl om automaten, så spørg om en referencestald eller få leveret et par prøveautomater, inden du køber til hele stalden.

Sostalde

Følgende skal overholdes:

  • I farestierne skal pattegrisene ikke fodres for voldsomt. Der må ikke ligge foder på gulvet døgnet rundt. Samtidig må der ikke være gammelt foder i en pattegrisefoderautomat.
  • Gamle nedfaldsrør skal vedligeholdes. De skal have udløb under krybbe-overkanten.
Publiceringsdato: 01-12-2009
LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: