Log på Kontakt Oversigt Forside
Landbrugskonference i en dyster tid 

Landbrugskonference i en dyster tid

LandboSyd inviterer til spændende Økonomikonference på SI-centret den 5. februar, hvor der er lagt op til en gennemgang af hele økonomien i landbrugsproduktionen, herunder en indikation af hvordan landmændenes regnskabsresultater for 2008 kommer til at se ud, men også med klare bud på forventningerne til de kommende år.

Konferencen arrangeres midt i en yderst turbulent tid. Afregningspriserne på landbrugsprodukter er meget presset. For svineproducenterne havde vi tidligere forventet at 2009 ville blive et af de rigtig gode år, men med de nuværende forventninger bliver det ikke det gode år, som sektoren havde set frem til efter nogle drøje år med meget høje foderpriser. Også mælkeproducenterne oplever nu et voldsomt prisfald på mælkeprodukter, som erhvervet aldrig tidligere i nyere tid har været udsat for. I året 2009 er der derfor udsigt til stort pres på økonomien på de enkelte bedrifter, konstaterer Rådgivnings- & Udviklingschef Anders Andersen.

Konferencen er arrangeret i samarbejde med Danske Bank og Realkredit Danmark. Finansrådgiver Morten Friis, Danske Bank kommer med indlæg om den finansielle situation, herunder priser på finansiering i forskellige valutaer. 2 chefer fra Realkredit Danmark kommer med indlæg om deres kriterier for vurdering af projekter og kunder i landbruget. Begge disse emner er meget centrale i en tid hvor erhvervet tydeligt mærker en opbremsning fra kreditudbydere til finansiering af landbrugsprojekter.

Nogle af LandboSyd’s egne rådgiverprofiler vil levere faglige indlæg indenfor følgende temaer:

  • Dugfriske regnskabstal for 2008 og analyser for driftsgrene.
  • Forventninger til økonomien på forskellige bedriftstyper i 2009
  • Konkrete bud på hvad man som landmand kan gøre i den aktuelle situation
  • Aktuelle skatteemner og selskabsetablering
  • Sikring af privatretlige forhold som ægtepagt, testamente og forsikringer

Lyspunkter forude

Der ligger muligheder på de enkelte bedrifter, ligesom der også i omverdenen ligger muligheder, og sker ting, som man bestemt skal have i erindring i den ”mørke tid”, betoner Anders Andersen.

Dagen afsluttes med indlæg fra Cheføkonom Leif Nielsen fra Landbrugsrådet under emnet: ”Dansk Landbrugs fremtidige konkurrenceevne”. Leif Nielsen vil tegne det mere overordnede billede af landbrugserhvervets trusler og muligheder fremadrettet.

Hent programmet her

Yderligere oplysninger ved:
Udviklings- og rådgivningschef Anders Andersen, LandboSyd,
tlf. 74365066 / 23282471

Forfatter: Anders Andersen
LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: