Arbejdstilsynsscreening, den grønne smiley og ledelse i en krisetid er på programmet 12. januar, når LandboSyd og Grønt Netværk Sønderjylland afholder aftenmøde.
12. januar kl. 18.30 afholder LandboSyd et møde om arbejdsmiljø og ledelse. Det sker på centret i Aabenraa og arrangeres i samarbejde med Grønt Netværk Sønderjylland.
Her fortæller Arbejdstilsynets om kravene til godt arbejdsmiljø og muligheden for at få den grønne smiley, der betyder, at arbejdsmiljøet er i orden på arbejdspladsen.
Alle virksomheder, der har ansatte, skal have lavet en arbejdsmiljøscreening. En medarbejder fra Arbejdstilsynet kommer denne aften og fortæller om, hvordan tilsynet foretager en arbejdsmiljøscreening.
En arbejdsmiljøscreening tager ca. 2 timer, og hvis der ikke er væsentlige arbejdsmiljøproblemer, får virksomheden en grøn smiley, der gælder i to år.
Hvis ikke virksomheden har styr på arbejdsmiljøet eller andre forhold som ikke er i orden, kan der ske påbud om at rette op på problemet eller i værste fald falde bøder.
En god oplevelse
Det er hovedreglen, at screeningen er uanmeldt, og at besøget i gennemsnit varer to timer. Tidsforbruget afhænger af virksomhedens arbejdsmiljøniveau og størrelse.
Arbejdsmiljøkonsulent Dennis Calender fra LandboSyd vil fortælle om, hvad landmanden skal gøre for at opnå den grønne miljø-smiley.
I mange tilfælde vil landmanden kunne få en god oplevelse ud af Arbejdstilsynets besøg, hvis han har forberedt sig, og han har alle papirer i orden, fortæller Dennis Calender.
Ligeledes kan man som landmand vælge at se på tilsynet som en trussel og bøvl – eller man kan se derpå som et aktivt ledelsesværktøj i det daglige.
Kom til workshop
På mødet vil Grønt Netværk Sønderjylland orientere om et medlemstilbud til nye medlemmer. Medlemstilbuddet giver en times besøg af arbejdsmiljøkonsulent, der under besøget enten kan lave mindre opdateringer af APV’en eller afklare, hvad der skal gøres for, at virksomheden kan opnå en grøn smiley.
Under mødet afholdes en workshop, hvor LandboSyd, Arbejdstilsynet, GNS og DLBR Agrisafety er til stede. Her har man mulighed for en uforpligtigende samtale med workshoppens deltagere.
Aftenen afsluttes med et foredrag af kommunikationsdirektør Eva Sand, Sydbank, som vil fortælle under temaet ”hvordan opretholdes god ledelse og godt arbejdsmiljø i en krisetid”
Yderligere oplysninger: Dennis Calender, LandboSyd
Tlf. 74 36 51 10
Mobil 61 20 95 08
Læse mere
Læs mere om DLBR – AgroSafety på adresse www.agrisafety.dk/
Læs mere om Grønt Netværk Sønderjylland på www.gns.dk