Hvad betyder fusionen Landbrug & Fødevarer for landmanden?
Dansk Landbrugs vigtigste opgave var at varetage landmandens interesser. Den nye organisation, Landbrug & Fødevarer, fortsætter, hvor Dansk Landbrug slap, og fokuset på landmanden har fortsat høj prioritet. Med fusionen er der skabt en slagkraftig organisation, som repræsenterer Danmarks største kompetenceklynge. Herved er der kommet flere kræfter og ressourcer til at tale landmændenes sag.
Landbrug & Fødevarers bestyrelse, formandskab og medarbejdere på Axelborg arbejder hver dag på at varetage landmandens og erhvervets interesser. Det sker blandt andet gennem løbende dialog og forhandlinger med myndigheder og andre organisationer.
Delegeretmødet er stadig primærsidens øverste myndighed, og delegeretmødet afholdes fortsat i november. Lokale foreninger er fortsat med til at vælge formand, viceformænd og bestyrelse, som de finder repræsenterer netop deres værdier, efter demokratiske principper.
Foreningerne vil være repræsenteret efter størrelse, og på delegeretmødet vil de have mulighed for at tage ordet og kommentere, stille spørgsmål og ellers ytre sig. Med fusionen veloverstået har foreningerne til delegeretmødet mulighed for at få indflydelse på, hvad Landbrug & Fødevarer skal fokusere på i arbejdet efter fusionen. Derfor er delegeretmødet en mulighed for de lokale foreninger til at få indflydelse både på det politiske og på det organisatoriske arbejde i Landbrug & Fødevarer.
Dannelsen af Landbrug & Fødevarer har to hovedformål:
· At styrke den politiske interessevaretagelse for landmænd og fødevareerhvervets virksomheder.
At sikre medlemmerne bedre service for pengene
via effektivisering og rationalisering.
Fakta om Landbrug og Fødevarer:
- En ny erhvervsorganisation for hele landbruget og fødevareerhvervet.
- Et resultat af en fusion mellem Landbrugsraadet, Danske Slagterier, Dansk Svineproduktion, Dansk Landbrug med Dansk Landbrugs medier og Dansk Landbrugsrådgivning, samt væsentlige dele af Mejeriforeningens aktiviteter.
- Landbrug & Fødevarer består af to bestyrelser: En primærbestyrelse og en virksomhedsbestyrelse. Bestyrelserne udgør tilsammen en fælles bestyrelse, der beslutter vedtægter, budget, regnskab og overordnet strategi.
- Repræsenterer Danmarks største kompetenceklynge med 150.000 beskæftigede og en samlet eksport på mere end 100 mia. kr. årligt.
Som medlem af Landbrug & Fødevarer får landmanden et slagkraftigt talerør, hvor erhvervet kan tale med én klar stemme. Herudover får landmanden også nogle helt konkrete og kontante fordele af sit medlemskab:
Som medlem får du:
- LandbrugsAvisen leveret på din bopæl.
- Favørpris på specialmagasiner; som Kvæg, Hest, Svin mv.
- På www.landmand.dk kan aktive medlemmer bruge deres medlemsnummer som bruger-id og få nyheder, faglig opdatering og adgang til værktøjer samt vejrudsigter.
- Adgang til fagligt materiale på www.landbrugsinfo.fk (gratis for aktive medlemmer).
- Mulighed for at tegne en attraktiv sundhedsforsikring, gruppelivsforsikring og pensionsordning.
- Adgang til salg på favorable vilkår.
- Adgang til en veludbygget vikarordning i tilfælde af sygdom, ferie mv.
- Adgang til tilbud hos Indkøbsklubben.
Gå ind på www.lf.dk/medlemstilbud for mere info.