Log på Kontakt Oversigt Forside
Flot fremmøde trods bygevejr 

Flot fremmøde trods bygevejr

Cirka 200 personer mødte torsdag aften frem, da familien Gubi i Nr. Hjarup ved Rødekro inviterede på bedriftsbesøg på en aften præget af regnbyger.

Gubi I/S, der drives af Erling Gubi og hans to sønner Thomas og Morten, har i de senere år været inden i en spændende vækst, som er fulgt op af flotte produktions- og driftsresultater i både mark og stald.

Det kunne de mange fremmødte ved selvsyn konstatere i det bilagsmateriale med nøgletal fra bedriften, der blev udleveret af konsulenter fra LandboSyd og Syddansk Kvæg, som var medarrangører af aftenen hos Gubi I/S.



- Det er da rart, at der er så mange, der kigger forbi på sådan en aften. Nu har vi jo også fejet lidt ekstra i dagens anledning, lød det med et smil fra Thomas Gubi, der er ansvarlig for arbejdet i staldene.

Familiebedrift

Erling Gubi benyttede aftenen til at fortælle lidt om gårdens historie. Et minde om gårdens første år er et cirka 120 år gammelt lindetræ, der den dag i dag pryder gårdspladsen. Træet – og gården med cirka syv køer – overtog Erling Gubis farfar i 1910. Og med lidt jord fra en anden ejendom på egnen nåede han op på 35 hektar under plov.

Efterfølgende overtog Erlings far ejendommen, og han producerede både mælk og svin på gården.

Erling Gubi har i den seneste årrække samarbejdet med sine sønner. Først kom Thomas Gubi med i selskabet, og siden fulgte Morten Gubi. Fra 2005 har udgangspunktet for mælkeproduktionen været cirka 200 årskøer i en nybygget stald.

Markdriften er udvidet til cirka 300 hektar, der alle ligger inden for en afstand af under tre kilometer fra maskinhuset.


Fokus på lucerne

Under bedriftsbesøget blev et par af de nærmeste marker besøgt. Første besøg gjaldt en Power-vårbyg med Pondus-lucerneudlæg.


Poul Erik Nielsen, souschef i LandboSyd’s planteavlsafdeling, forklarede, at et af kendetegnene ved Gubi I/S’s markdrift er, at man løser mange arbejdsopgaver selv. Det er Morten Gubi, der har ansvaret i marken, og således også i maltbyggen med lucerneudlægget.

- Lucerne er spændende. Men også en opmærksomhedskrævende afgrøde. Noget af det, man f.eks. skal være opmærksom på, er, at tromle jorden før udlægget sås. Lucerneudlægget må nemlig ikke komme for dybt i jorden. Alternativt kan man også så den i renbestand i august.

- Det er samtidig væsentligt, at lucernen får den nødvendige ro i vækstsæsonen. Det betyder f.eks., at man kun må tage tre slæt i sæsonen. Forsøg viser, at udbyttet bliver det samme, som hvis man tager fem slæt. Og man løber altså den risiko, at lucernen dør, hvis ikke den får den nødvendige ro, forklarede Poul Erik Nielsen.

Power-vårbyggen skal efter planen høstes moden med håbet om, at den kan sælges som maltbyg. Og afgrøden er kommet godt fra start i år.

Majsen retter sig

Helt så godt har majsen hos Gubi ikke klaret sig. Solen har svigtet, og selvom fremspiringen har været god og ensartet, har det set lidt sløjt ud, konstaterede Poul Erik Nielsen.

Den seneste tids sol og varme har dog rettet afgrøderne betydeligt.

- Det er ikke usædvanligt, at vi oplever en majsafgrøde, der kommer lidt sent i gang. Men afgrøden er nu på rette vej, og Morten Gubi har formået at lave en fin fordeling af planter, og han har undgået ”klumpsåning”, der erfaringsmæssigt kan give udbyttetab på 5-7 procent. Så det tegner udmærket, konstaterede Poul Erik Nielsen.

Majssorterne i Gubi’s marker er Aastar, Saludo, Rosalie og Artist. Man stiler efter at etablere 100.000 planter pr. hektar. Såbedet er forberedt med 50 tons kvæggylle pr. hektar – nedfældet med sortjordsnedfælder og pakket med en Cambridge-tromle med slæbeplanke.

Efterfølgende er der harvet med en kombiharve med pakvalse. Og ved såning er der tildelt 100 kg NP-startgødning pr. hektar. Alle foragre er tilsået efter en opharvning.


Solsikke erstatter soja

Ved fodergennemgangen forklarede kvægbrugskonsulent Per Theilgaard, Syddansk Kvæg, blandt andet, at første slæt i år har vist sig at være stærkt varierende. Ikke mindst proteinindholdet varierer betydeligt.

- Husk derfor at få udtaget en række prøver, så I ved, hvad det er, I fodrer med, pointerede kvægbrugskonsulenten overfor de mange fremmødte mælkeproducenter.

Per Theilgaard nævnte også, at man hos Gubi I/S har erstattet de for tiden ret dyre sojaskrå med solsikkeskrå i de to forskellige foderblandinger, der udfodres til køerne i de forskellige laktationer.

- Foreløbig har vi kunnet konstatere, at skiftet fra sojaskrå til solsikkeskrå ikke har haft negativ effekt ydelsesmæssigt i de cirka 10 dage, der er kørt med den nye blanding, forklarede kvægbrugskonsulenten. Der iblandes 1,5 kg solsikkeskrå i foderet.

Publiceringsdato: 26-06-2009
LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: