Log på Kontakt Oversigt Forside
Udmøntning af erhvervspakkens kautionsordning – en del af vækstpakken 

Udmøntning af erhvervspakkens kautionsordning – en del af vækstpakken

Der har i denne uge været møde i arbejdsgruppen, der skal udmønte erhvervspakkens statsgaranti til lån til finansiering af opførelse af fast ejendom. Det er en mulighed, som er kommet i stand på landbrugets foranledning for at løsne op for den kreditklemme, som mange landbrug befinder sig i.

Ifølge forligsteksten stilles en foreløbig ramme på 750 mio. kr. til rådighed til kaution for bank- og realkreditlån til opførelse af fast ejendom indtil udgangen af 2010. Kautionen udgør 75 pct. af de yderste 50 pct. af lånet og kan maksimalt andrage 10 mio. kr. Dvs. der kan opnås kaution for investeringer op til 20 mio. kr.

Landbrug og Fødevare presser på for at ordningen kan iværksættes hurtigst muligt. Ordningen skal forelægges EU - Kommissionen - herunder især størrelsen af den årlige garantipræmie, som låntager skal betale - inden den kan iværksættes, og det forsinker processen.

Af hensyn til ordningens succes bør denne præmie holdes lavt. Landbrug og Fødevare har peget på det aktuelle niveau i YJ - ordningen på 0,4 pct. ud fra den betragtning, at projekterne kommer fra erfarne landmænd, som har dokumenteret deres driftslederevne.

Men det er også vigtigt at kautionsdokumentet bliver rigtigt udformet. Det skal være muligt at optage nye lån og omprioritere uden unødige vanskeligheder. Ligesom det skal være muligt at komme ud af kautionen på rimelige vilkår.

Landbrug og fødevarer afholder nye møder i næste uge om ordningens afgrænsning samt udformningen af kautionsdokumentet.

 

Forfatter: Anders Andersen
LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: