Log på Kontakt Oversigt Forside
Udlandskonference 

Velbesøgt udlandskonference

Landmænd og kreditinstitutter lyttede opmærksomt, da etableringsmulighederne i en række vesteuropæiske lande blev ridset op på SI-Centret.

Interessen for at investere i land- og skovbrug i lande som Tyskland, Frankrig, England og Sverige er tilsyneladende stor i Sønderjylland.

Cirka 85 mennesker fra landbrugserhvervet og områdets kreditinstitutter var således mødt op til LandboSyds udlandskonference tirsdag den 6. maj på SI-Centret i Øbening.

Her blev mulighederne for at købe jord og fast ejendom i en række af vore vesteuropæiske nabolande gennemgået af en række indbudte eksperter.

Og konklusionen på mødet var klar. Man skal tænke sig godt om, før man kaster sig ud i et eventyr på fremmed bane. Til gengæld er der muligheder for både konjunkturgevinster og profitabel landbrugsdrift i de nævnte lande, hvor jordpriserne ofte er under det halve af det danske niveau.

Franske fristelser

LandboSyds driftsøkonomikonsulent Bent Sørensen har et vidtgående kendskab til det franske marked. Og han påpegede blandt andet, at jord, som er sammenlignelig med dansk jord i dyrkningspotentiale med hvedeudbytter på ca. 8-9 tons pr. hektar, kan erhverves for små 70.000 kroner pr. hektar.

- Så det siger sig selv, at der er et potentiale for danske landmænd i Frankrig, hvis man griber tingene rigtigt an, pointerede han.

Camilla Grovn, der har boet 10 år i Frankrig, og som i dag fungerer som købermægler i det franske landbrug, understregede, at det er en betingelse for succes i Frankrig, at man sætter sig ind i fransk kultur, skikke og sprog.

- Og så skal man væbne sig med tålmodighed. En handel tager tid i Frankrig, og den foregår under helt andre konditioner, end vi er vant til i Danmark. Men Frankrig er bestemt en mulighed for initiativrige, danske landmænd, fastslog hun.

Tysk potentiale

Også Tyskland bør være i danske landmænds optik, fastslog driftsøkonomikonsulent Heinrich Lüllau, LandboSyd. Konsulenten er specialist i det tyske marked, og han slog fast, at jord ikke er en begrænset faktor syd for grænsen, hvor 19 millioner hektar og 175.000 bedrifter udgør rygraden i landbruget.

- Men de store planteavlsbedrifter med 400 hektar god jord er ikke til salg. De findes ikke på markedet, så glem dem. Man bør i stedet gøre som de hollændere, der kom til Danmark i 1980’erne og 1990’erne. De så muligheder i landbrug med 60-70 køer i en bindestald, og de udviklede dem til det, vi ser i dag.

- Nu kan danske landmænd drage til Tyskland og gøre det samme. Det gælder blot om at se mulighederne. Så skal vi nok finde nogle brugbare landbrug og rådgive landmændene omkring formalia ved en handel, påpegede han i sin gennemgang.

Svenske herligheder

Også i Sverige er der muligheder for investeringslystne, danske landmænd, fastslog ejendomsmægler Hans De Vries, Varde, der er specialist i svensk landbrug.

- Jord- og ejendomspriserne i Sverige er steget med 77 procent de seneste 5 år. Og stigningen forventes at ville fortsætte. Ikke mindst ejendomme med skovbrug har udsigt til stigninger, fordi efterspørgslen efter træ til Kina og Indien ventes at blive øget, ligesom træflisproduktionen ventes at vokse yderligere i de kommende år.

- Oveni kommer, at der i mange svenske ejendomme er stor herlighedsværdi og gode muligheder for jagt og fiskeri. Der er dermed mange ejendomme, som er oplagte for danske investorer – f.eks. til genplacering af midler fra salg af ejendomme i Danmark, påpegede Hans De Vries.

Store planteavlsbedrifter

Også det Engelske marked er interessant, fastslog seniorøkonom hos Nykredit, Palle Christiansen.

Modsat andre steder i Vesteuropa kan man ofte erhverve planteavlsbedrifter med meget betydelig jordarealer i England. Og faktisk er 10 procent af de handler, der gennemføres i England i disse år, med danske købere involveret.

- Vi er på det engelske marked, fordi det er interessant. Og vi er bestemt parate til at yde realkreditlån på velkendte, danske betingelser til danske landmænd, som vil i gang, understregede Palle Christiansen.

Han understregede, at både mund- og klovesyge og den britiske BSE-krise i har lagt en voldsom dæmper på udviklingen i engelsk landbrug i de seneste 10-15 år.

- Men siden 2004 er priserne steget. Og der er en vis optimisme at spore. Derfor tror vi på, at der er et vækstpotentiale i engelsk landbrug. Og med den viden og kapitaltilførsel, danske landmænd kan bidrage med, er der bestemt gode muligheder for landmænd, som har gjort op med sig selv, at det er landbrug i England, der er sagen, sagde Palle Christiansen.

Udlandskonference

Der blev lyttet opmærksomt blandt de fremmødte, da etableringsmulighederne i Tyskland, Frankrig, Sverige og England blev gennemgået på LandboSyds udlandskonference på SI-Centret i Øbening.

Camilla Grovn

Det er en betingelse for succes i Frankrig, at man sætter sig ind i fransk kultur, skikke og sprog, understregede danskfødte Camilla Grovn, der bor og arbejder som købermægler i Frankrig.

 

Forfatter: Anders Andersen
Publiceringsdato: 07-05-2008
LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: