Log på Kontakt Oversigt Forside
Fra byggeanmeldelse til byggesagsbehandling 

Hvis du har planer om at søge byggetilladelse til landbrugsbyggeri i den kommende tid, kan det være en idé, at anmelde byggeriet nu. Efter nytår er der nemlig udsigt til, at kommunerne opkræver et betydeligt gebyr for byggesagsbehandlingen.

Ændringerne kommer efter en ændring af Byggeloven, hvor landbrugets avls- og driftsbygninger er blevet sidestillet med ukompliceret industribyggeri. Det forventes, at der vil komme et grundgebyr samt et arealtillæg pr m2 eller pr. m3, hvilket betyder at en byggesagsbehandling nemt kan løbe op i et større beløb. Samtidig vil den 14-dags svarfrist, kommunen har nu, bortfalde. Det betyder at sagsbehandlingen formodentligt også vil blive mere langsommelig.

Det kan dog kun betale sig at indsende en byggeansøgning, hvis den er fyldestgørende, det vil sige at alle tegningerne skal være udarbejdet. Hvis der er tale om et byggeri, som kræver en miljøgodkendelse, er det vigtigt at sagen er behandlet. Ellers kan man risikere, at byggeriet ender med en anden placering eller udformning, og så skal byggetegningerne ændres.

I de tilfælde, hvor kommunen er godt i gang med miljøsagsbehandlingen, kan det være en god idé at få en byggeansøgning af sted, selv om miljøsagen ikke er afsluttet.

Har du forhåndsanmeldt et byggeri omkring årsskiftet 2006/07, er det ved at være sidste udkald i forhold til at søge byggetilladelse.

Forfatter: Anita Baagøe
Publiceringsdato: 02-12-2008
LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: