Af Udviklings- og rådgivningschef Anders Andersen, LandboSyd
Hvad sker der med jordprisen i Danmark i den kommende tid?
I forhold til den aktuelle debat om jordpriser, uddybes her det aktuelle emne nærmere, ligesom nogle af de centrale emner, der har indflydelse på om prisen fortsat stiger, stagnerer eller falder, kommenteres.
Aktuelt ser vi følgende negative påvirkninger på jordprisen:
- Sidste par års stigende obligationsrente
- Udsigt til stigning i kreditmarginaler
- Øgede gødningspriser
- Mangel på miljøgodkendelser til strukturændringer
- Mindre kreditvillighed ved realkredit & banker
- Kornpriser retur til niveau for 1½ år siden
Samtidig er der i øjeblikket følgende ting som positivt påvirker efterspørgslen:
- Udsigt til øget harmonikrav til bedrifter med kvæg, kyllinger og mink
- At kreditgivere har øget fokus på selvforsyningsgrad og harmoniareal ved belåning
- Øget landbrugsareal inddrages til natur samt industri- og byudvikling
- Genplacering af ejendomsavance
- Inflation
- Afdragsfrihed på lån
- Effektivitetsstigning
Historisk perspektiv
Jordpriser i DK har altid ligget væsentligt over forrentningsværdien. At jordprisen i Danmark ligger relativt højt er forårsaget af den store animalske produktion – dvs. jord købes med henblik på mulighed for udvidelse af den animalske produktion.
Omvendt ser vi historisk en nær sammenhæng mellem renteniveau og jordpris. Derfor er det vor vurdering, at en vedvarende stigning i renteniveauet tydeligvis vil have negativ påvirkning af jordprisen.
Fødevaremangel i verden og global opvarmning
Befolkningstilvækst, og øget velstand i udviklingslandende, kombineret med stadig større anvendelse af afgrøder til bioenergi vil øge efterspørgslen efter fødevarer markant over de kommende år og dermed presse afgrødepriserne opad. Den globale opvarmning forventes på den lange bane at påvirke Danmarks landbrugsproduktion positivt. Disse 2 elementer vil på sigt have stor betydning for prisudviklingen.
EU’s landbrugspolitik og en nedtrapning eller bevaring af landbrugsstøtten, vil naturligvis tillige have stor betydning.
Jordpriser er nu næsten ens i DK
For 5-6 år siden var der meget store regionale forskelle på jordpriser i Danmark. I dag handles 80-90% af jorden til priser mellem 200.000 og 300.000 kr./ha. Dette forhold skyldes især, at husdyrproduktionen over årene er under ændring, således at den er mere jævnt fordelt omkring i landet. Dvs. at nogle af de tidligere husdyrtætte områder oplever nedgang, mens de områder der har bedre plads øger produktionen.
På sigt tror vi på større spredning af værdisætningen på arealerne afhængig af udbyttepotentialet og de evt. miljømæssige reguleringer, der er på de pågældende arealer.
Hvad har aktuelt stor betydning lige nu
Der er følgende afgørende faktorer som har stor betydning nu
- At renten og kreditomkostningen falder fra det nuværende niveau – som der er stor forventning til i markedet
- At kreditgivere fortsat vil støtte op om landbrugets udvikling - og at der ikke sker opbremsning her
- At afregningspriserne på mælk og svinekød for det/de kommende par år forbliver så positive som prognoserne forudsætter
Hvis ovenstående 3 punkter samlet falder negativt ud, vil prisen samlet efter vor opfattelse falde – til hvilket konkret niveau kan vi ikke give bud på, da det afhænger af de mange faktorer. Der er stor bevægelse i råvaremarkeder, pengemarkeder osv. i denne tid og derfor vil det være svært at give et entydigt svar på udviklingen. Dårlige markedsudsigter kan i løbet af kort tid ændres til positive udsigter.
Jord er dog historisk set noget af det mest værdisikre man kan investere i, så hvis der skal ske et voldsomt prisfald, vil det klart være på baggrund i en længere krise i erhvervet. Dansk Landbrug står generelt stærkt, er et effektivt erhverv og der er stort engagement og initiativkraft blandt landmænd i alle områder af landet.