Log på Kontakt Oversigt Forside
LandboSyd blandt landets allerbedste arbejdspladser  

LandboSyd blandt landets allerbedste arbejdspladser

Landboforeningen er nu i den bedste tredjedel i kampen om Danmarks Bedste Arbejdsplads. Fleksible arbejdstider og frihed under ansvar i hverdagen er nogle
af rådgivningsselskabets styrker.

LandboSyd har opnået en 42. plads i kampen om at blive Danmarks Bedste Arbejdsplads 2008. Placeringen er opnået i kamp med 132 andre virksomheder i landet.

Dermed er landboforeningen med hovedsæde i Aabenraa nu i den bedste tredjedel.

Sidste år opnåede LandboSyd en placering som nummer 47.

- Det er jo dejligt, at vi er hoppet fem pladser op på listen over Danmarks bedste arbejdspladser, lyder det fra Sonja Lunderskov, der er revisorassistent og medarbejdervalgt repræsentant i bestyrelsen.

Flot fællesskabsfølelse

Medarbejderrepræsentanten peger på flere forskellige plusser ved at arbejde hos LandboSyd.

- F.eks. er der slet ingen tvivl om, at fællesskabsfølelsen blandt medarbejderne i LandboSyd er helt i top, siger Sonja Lunderskov.

Hun understreger samtidig, at fremgangen på ranglisten også kan tillægges, at man i afdelingen for regnskab og revision, der er LandboSyds største afdeling, har fået en kvinde som mellemleder.

- Nu mangler vi bare at få en kvinde i chefgruppen, pointerer Sonja Lunderskov.

Hun fremhæver desuden, at medarbejderressourcerne efter hendes vurdering er blevet bedre udnyttet via en bedre opgavefordeling i rådgivningsvirksomheden.

Meldinger taget til efterretning

I forbindelse med kåringen af Danmarks Bedste Arbejdsplads har 92 ansatte anonymt taget stilling til en række udsagn om virksomheden, som naturligvis læses med interesse – ikke mindst af direktør Gunnar Fink og hans chefgruppe.

Gunnar Fink understreger, at man fra ledelsens side anstrenger sig for at lytte til de signaler, der kommer fra medarbejderstaben.

- Forskellige personalegoder er ikke uvæsentlige for medarbejderne. Men helt grundlæggende er det vores flade ledelsesstruktur og det faktum, at medarbejderne har en arbejdsdag, hvor de via vores flekstidsordning har en stor grad af frihed til at styre deres egen hverdag, der scorer højt.

I de anonyme besvarelser fra medarbejderne har flere da også sat en tyk streg under, at friheden til at kunne tilrettelægge hverdag og ferie – altså frihed under ansvar – gør LandboSyd til en unik arbejdsplads.

Ønsker flere informationer

Knap så stor tilfredshed er der derimod med informationsniveauet omkring vigtige emner og ændringer i rådgivningscentret.

Gunnar Fink tilføjer, at man fra ledelsens side tillægger det stor betydning, at man siger, hvad man gør – og at man gør, hvad man siger. Og selvom det kan gøres bedre, lykkedes øvelsen et pænt stykke hen ad vejen, vurderer direktøren.

Det sker med henvisning til, at tre ud af fire ansatte giver udtryk for, at ledelsens handlinger stemmer overens med dens ord.

- Men vi kan forbedre os – det gælder også på andre punkter. Og det arbejder vi på. For vi har en ambition om, at LandboSyd skal i top 10 inden 2012, fastslår Gunnar Fink.

Ansatte hos LandboSyd har blandt andet svaret på følgende

Jeg kan være mig selv, når jeg er på arbejde (98 %)

Ledelsen stoler på, at medarbejderne gør et godt stykke arbejde, uden at kigge dem over skulderen (97 %)

Medarbejderne bliver behandlet retfærdigt, uanset alder (96 %)

Medarbejderne her er villige til at gøre en ekstra indsats for at få arbejdet gjort (96 %)

Medarbejderne får tildelt meget ansvar (95 %)

Alt taget i betragtning mener jeg, at det er et rigtigt godt sted at arbejde (95 %)

Ledelsen informerer mig altid om vigtige emner og ændringer (59 %)

Ledelsen involverer medarbejderne i beslutninger, der påvirker deres arbejde eller arbejdsmiljø (63 %)

Ledelsen er god til at stille opgaver og koordinere medarbejderressourcerne (64 %)

Der er unikke og goder personalegoder på arbejdspladsen (67 %)

Ledelsen udtrykker sine forventninger åbent og tydeligt (68 %)

Vores faciliteter bidrager til et godt arbejdsmiljø (71 %)

Procentsatsen er et udtryk for, hvor mange der har erklæret sig enig i spørgsmålet.

Yderligere oplysninger:

Direktør Gunnar Fink, LandboSyd. Tlf. 74 36 50 03.

Forfatter: Gunnar Fink
Publiceringsdato: 21-11-2008
LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: