Log på Kontakt Oversigt Forside
 

UDENLANDSK VIKARHJÆLP

Mange landmænd har problemer med at finde tilstrækkelig arbejdskraft i Danmark. Flere vælger derfor at tage imod hjælp fra udenlandske vikarbureauer. De tilbyder bl.a. hjælp til udførelse af almindeligt landbrugsarbejde, renovering af bygninger m.m..

Told og Skat, Sydvestjylland har i flere sager anset dette for at være omfattet af reglerne om arbejdsudleje.

Derfor: har du gjort brug af dette eller tænker du på at gøre det, skal du være opmærksom på følgende:

 At du anses som arbejdsgiver og dermed har pligt til at indeholde arbejdsmarkedsbidrag med 8 % og A-skat med 30 %.

 At de udenlandske arbejdere skal have en arbejdstilladelse fra første dag.

 At det er uden betydning for indeholdelsespligten om den udenlandske virksomhed, der udlejer arbejdskraften er momsregistreret eller ikke.

Udgangspunktet er, at hvis man som dansk virksomhed beskæftiger udlændinge på lønmodtagerlignende vilkår dvs. at de udfører arbejde efter virksomhedens instruktion på virksomhedens arbejdsplads og på virksomhedens risiko, så skal man indeholde A-skat mv. fra lønmodtagerens første arbejdsdag i Danmark og kan komme til at hæfte for ikke indeholdt A-skat.

Følgende forudsætninger, skal være til stede, før der er tale om arbejdsudleje:

 Medarbejderen er ikke fuldt skattepligtig til Danmark, hvilket betyder følgende:

        o Medarbejderen og hans familie/samlever/husstand er ikke bosiddende i Danmark

        o Medarbejderen opholder sig ikke i Danmark mere end 6 mdr. kun afbrudt af ferieophold og lignende i udlandet

 Den danske virksomhed har instruktionsbeføjelsen overfor medarbejderen. Den danske virksomhed har det forretningsmæssige ansvar og risiko ved arbejdets udførelse

Indeholdelse af AM-bidrag og A-skat

Den danske virksomhed skal indeholde AM-bidrag med 8 % og A-skat (arbejdsudlejeskat) med 30 % i udbetalingen til den udenlandske virksomhed (arbejdsgiveren). Arbejdsudlejeskatten skal trækkes af lønnen, hvis lønnen er dokumenteret af den udenlandske arbejdsgiver. Ellers trækkes 30 % af fakturabeløbet. Den udenlandske medarbejder skal ikke indsende selvangivelse.

Indberetning, angivelse og betaling

Angivelse og indberetning skal ske på blanket 01.010 ”Arbejdsudleje – Månedlig angivelse af A-skat mv. og indberetning af arbejdsudlejede udenlandske lønmodtagere” Blanketten ligger på www.skat.dk, Virksomheder, Blanketter.

Blanketten sendes til Skattecenter Vestjylland senest den 10. i måneden, der følger efter den måned, hvor skatten og AM-bidragene er indeholdt. Beløbet skal betales på samme tidspunkt.

www.skat.dk kan du også finde en vejledning om ovenstående under Virksomhed, vejledninger, Arbejdsudleje (nr. 125).

Har du spørgsmål til ovenstående bedes du kontakte din økonomikonsulent eller undertegnede.

Skattespørgsmål

Birgit Jessen

Skatterådgiver

Dir. tlf. 74 36 50 13

Arbejds- og opholdstilladelser

Kirsten B. Nielsen

HR- og Driftsøkonomikonsulent

Dir. tlf. 74 36 51 13

LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: