Afbrænding af halm og hegnsafklip
Afbrænding af halm og hegnsafklip – hvad må man?
Vi har haft et par henvendelser omkring afbrænding af halm og bortskaffelse af hegnsafklip, haveaffald mv.
Generelt set må man ikke brænde hverken halm eller grenaffald. Der er dog en undtagelse vedr. frøgræshalm samt mindre mængder overdækningshalm og fejlbundne halmballer. Derudover kan kommunerne udarbejde regulativ vedr. afbrænding af kvas, grenaffald mv. Det er der nogle kommuner, der har gjort, se links nedenfor. Hvis ikke der er udarbejdet et regulativ, må man ikke afbrænde kvas mv.
Vedr. halmafbrænding gælder følgende:
§ 1. Halm eller andre lignende dele af landbrugsafgrøder må ikke afbrændes på marker eller uopdyrkede arealer.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke for:
1) Flammebehandling af ukrudt.
2) Afbrænding af halm fra frøgræsser fra arealer, hvor afgrøden dyrkes det følgende år.
3) Halm der har været anvendt til overdækning og lignende.
4) Mindre spild i forbindelse med presning, herunder fejlbundne halmballer.
5) Våde halmballer. Afbrænding må først foretages, når der er sket orientering af kommunalbestyrelsen.
6) Halm på øerne, bortset fra Sjælland, Fyn, Bornholm, Læsø, Samsø, Fanø og Ærø samt øer, der har bro eller dæmning til en af disse øer eller til fastlandet.
Kontakt-telefonnumnre til orientering af kommunen:
Sønderborg kommune: tlf. 8872 4085,
Aabenraa Kommune: tlf. 7376 7618,
Haderslev Kommune: tlf. 7434 2120,
Tønder Kommune: tlf. 7492 9295 + Beredskabet: 7492 8899 + Politiet: (Tønder: 7611 1448)
Hegnsafklip, kvas mv.:
Sønderborg Kommune har ikke udarbejdet et regulativ for afbrænding af hegnsafklip, grenaffald mv. Man må brænde bål til Skt. Hans, samt ”spejderbål” til hygge og madlavning, men ikke afbrænde kvas og grenaffald. Alt hegnsafklip enten skal flises eller køres væk. Kommunen henviser i øvrigt til, at det om kort tid bliver muligt at afsætte flis til kraft-varmeværket i Sønderborg.
Aabenraa Kommune har en undtagelse for afbrænding af kvas i skove (min 0,5 ha og min 20 m bred), men dette gælder altså ikke levende hegn.
Aabenraa Kommune har et tilbud om, at man kan få hugget flis fra sin private have gratis ved kommunens flishugningsteam, der turnerer rundt i kommunen. Dette gælder dog ikke hegnsafklip fra arealer ud over haven, det skal man betale for. Se flere oplysninger på http://www.arwos.dk/affald-og-genbrug/paa-genbrugspladsen/haveaffald.html
I Tønder Kommune må man godt brænde grenaffald fra vedligeholdelse af markhegn / læhegn. Se folder her: http://www.toender.dk/pdf/afbraending_folder.pdf
Ifølge Haderslev Kommunes affaldsregulativ gælder følgende i Haderslev Kommune:
6.8 Afbrænding
Afbrænding af affald er kun tilladt på dertil godkendte anlæg.
Afbrænding af tørt haveaffald, parkaffald og haveaffaldslignende affald fra gartnerier, planteskoler og naturplejeprojekter er tilladt i begrænset omfang udenfor bymæssig bebyggelse. Afbrændingen må ikke være til gene for omgivelserne og skal ske i overensstemmelse med brandmyndighedernes retningslinier.
Afbrænding af træstød og hugstaffald er tilladt i skovbruget og sammenhængende bevoksninger af skovtræarter på mindst 0,5 ha og mindst 20 meters bredde.
I f.eks. Esbjerg Kommune kan man i nogle tilfælde få lov, hvis man henvender sig til kommunen med detaljer om, hvad, hvor meget og hvor man vil brænde af.
Link til Esbjergt Kommune her.
Link til Retsinformation her. (bekendtgørelse om forbud mod markafbrænding af halm mv.)
Link til "Halmbekendtgørelsen" her.
Uddrag af Bekendtgørelse om affald:
§ 46. Forbrænding af forbrændingsegnet affald er kun tilladt på dertil godkendte anlæg.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at forbrændingsegnet affald bliver forbrændt på dertil godkendte anlæg, jf. dog stk. 3 og § 47.
Stk. 3. Afbrænding af træstød og hugstaffald er tilladt i sammenhængende bevoksninger af skovtræarter på mindst 0,5 ha og mindst 20 meters bredde (skovbrug).
Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af det forbrændingsegnede affald forud for forbrænding heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som er godkendt til at forbrænde forbrændingsegnet affald efter lovens kapitel 5.
Stk. 5. Hvis kommunalbestyrelsen har etableret en anvisningsordning, skal kommunalbestyrelsen opfylde forpligtelsen efter stk. 2 ved at indgå aftaler med et eller flere forbrændingsanlæg, som er godkendt efter lovens kapitel 5 til at forbrænde forbrændingsegnet affald, eller med et eller flere anlæg, som forbereder affaldet til forbrænding.
Stk. 6. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for kommunalbestyrelsens regulativer for øer, der ikke råder over et forbrændingsanlæg, og som ikke har landfast forbindelse til et sådant.
§ 47. Kommunalbestyrelsen kan, uanset § 46, stk. 1, i regulativet for erhvervsaffald fastsætte bestemmelser om, at det er tilladt at afbrænde haveaffald, parkaffald og haveaffaldslignende affald fra gartnerier, naturplejeaktiviteter m.v.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan, uanset § 46, stk. 1, i regulativet for husholdningsaffald fastsætte bestemmelser om, at borgere og grundejere må afbrænde:
1) Haveaffald i perioden 1. december til 1. marts, jf. dog stk. 4.
2) Rent, tørt træ på særligt indrettede bålpladser.
3) Haveaffald Sankt Hans aften.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen fastsætter i regulativet for husholdningsaffald de nærmere betingelser for de i stk. 2 nævnte former for afbrænding af affald, herunder eventuelle afstandskrav og krav til den maksimale mængde af affald, som må afbrændes.
Stk. 4. Stk. 2, nr. 1 gælder ikke for afbrænding af affald i byzone og i sommerhusområder.
For yderligere oplysninger kontakt:
Britt Bjerre Paulsen
Miljø Teamkoordinator, Miljørådgiver cand. silv.
BBP@landbosyd.dk
Direkte: +45 74365079 • Mobil: +45 61617993
Publiceringsdato: 25-08-2011
LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: