Log på Kontakt Oversigt Forside
Udbringning af gylle i februar 

Udbringning af gylle i februar

Den 1. februar er det igen tilladt at udbringe gylle, ajle og flydende affaldsprodukter. Udbringning må ifølge husdyrgødningsbekendtgørelsen:

”…. Ikke udbringes på en måde og på sådanne arealer, at der er fare for, at gødningen, ensilagesaften eller spildevandet strømmer til søer eller vandløb, herunder dræn, ved tøbrud eller regnskyl.”

Hvis der aktuelt sker en forurening, eller der blot er risiko for en forurening ved udbringning af husdyrgødning, kan det straffes med bøde. Derudover kan der ske en reduktion af hektarstøtten, idet reglen er omfattet af krydsoverensstemmelse.

Udbringning af husdyrgødning i februar måned bør derfor ikke overdrives. Er markerne farbare, og er der godt ”gyllevejr” i februar, kan der køres især på tidlige afgrøder (vinterhvede, vinterbyg og vinterraps). Til fodergræs skal gylle nedfældes.

Der er risiko for svidning af afgrøden, hvis gyllen ikke trænger tilstrækkeligt ned i jorden på grund af frost.

Man skal være meget opmærksom på, at der ikke må ske tab af kvælstof til miljøet i form af overfladeafstrømning ved store nedbørsmænger. Udbringning af gylle på en let frosset jord som tør op i løbet af dagen, er normalt ikke noget problem, men risikoen for overfladisk afstrømning er større, når jorden er stærkt frosset. Er jorden samtidig snedækket, skal man være ekstra opmærksom på at vælge marker og så små gyllemængder, at overfladisk afstrømning ikke vil finde sted.

Også fast husdyrgødning kan udspredes, men der gælder de samme regler omkring at undgå risiko for tab af kvælstof til miljøet. På ubevoksede arealer skal fast gødningen nedbringes hurtigst muligt og senest seks timer efter udbringning.

Forfatter: Helge Lorenzen
Publiceringsdato: 31-01-2012
LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: