Tilbagebetaling af efterløn
Tilbagebetaling af efterlønsbidrag
Af Ole Borring, Teamchef familie- og socialjura, LandboSyd
I forbindelse med efterlønsreformen får du mulighed for at få tilbagebetalt dit efterlønsbidrag skattefrit – men kun hvis du udmelder dig endeligt af ordningen. Du vil ikke senere kunne tilmelde dig efterlønsordningen, heller ikke gennem fortrydelses-ordningen.
Hvornår kan du få efterlønsbidraget skattefrit udbetalt?
Du får mulighed for at søge om at få efterlønsbidraget udbetalt skattefrit i en periode fra 2. april til 1. oktober 2012.
· Ansøgningen må ikke indsendes før 2. april 2012 og ikke senere end 1. oktober 2012. Du kan kun få pengene udbetalt skattefrit, hvis du ikke er fyldt 60 år på ansøgningstidspunktet.
· Du kan også få skattefri udbetaling, selvom du ikke længere har ret til efterløn, men blot tidligere har været med i ordningen og har indbetalt efterlønsbidrag.
· Du skal være opmærksom på, at hvis du får dit efterlønsbidrag udbetalt, afskriver du dig muligheden for at få efterløn. Du har heller ikke mulighed for at optjene skattefri præmie på op til 147.516 kr. (2012-satser).
· Du mister også muligheden for at få et seniorjob.
Hvor meget kan du få tilbagebetalt?
Efterlønsbidraget tilbagebetales med den maksimale dagpengesats, som gælder i tilbagebetalingsåret (sats i 2012 = 788 kr.). Det er altså lige meget hvilket år, man har indbetalt bidraget.
Har du indbetalt fuldt efterlønsbidrag, har du indbetalt syv bidrag i dagpengesats pr. år for alle årene fra og med 2001. I 1999 og 2000 var det mindre. Før 1. april 1999 blev der ikke betalt efterlønsbidrag.
Efterlønsbidrag, du har indbetalt for perioden indtil 15. maj 2011, kan udbetales skattefrit. Bidrag, du har betalt herefter, skal beskattes med 30 %.

*Vær opmærksom på, at beløbene ovenfor gælder for fuldtids-
forsikrede, der har indbetalt efterlønsbidrag i hele perioden. Har du betalt deltidsbidrag, haft bidragsfri periode eller har du holdt pause i indbetalingerne, vil beløbet være mindre.
LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: