Log på Kontakt Oversigt Forside
Begunstigelser på forsikringer og pensioner 

 
 Jurist Kristian Nørr Olsen, LandboSyd
Ved oprettelsen af pensionsordninger og livsforsikringer skal man tage stilling til, hvem der skal være begunstiget på policen, dvs. hvem der skal have pensions- eller forsikringsbeløbet udbetalt.

Man kan vælge at få sat en navngiven person ind som begunstiget. Det kan eksempelvis være en samlever eller et barn.  Forsikrings- eller pensionsbeløbet vil dermed blive udbetalt til den pågældende navngivne person.

Hvis man ikke indsætter en navngiven person som begunstiget, udbetales beløbet til  ”nærmeste pårørende”. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, hvornår den pågældende forsikrings- eller pensionsordning er oprettet.

Ved ordninger oprettet før 1. januar 2008 er de nærmeste pårørende følgende personer i den nævnte rækkefølge: ægtefælle, livsarvinger (børn), testamentsarvinger, legale arvinger.

Ved ordninger oprettet efter 1. januar 2008, er de nærmeste pårørende følgende personer i den nævnte rækkefølge: ægtefælle, samlever, livsarvinger, testamentsarvinger, legale arvinger.

Forskellen er, at samlevere er kommet med i betegnelsen nærmeste pårørende, når ordningerne er oprettet efter 1. januar 2008. Man betegnes som samlever, hvis man har et fælles barn eller har minimum 2 års ægteskabeligt samliv. Det er derfor vigtigt, at være opmærksom på, hvornår ens pensions- og forsikringsordninger er oprettet.  Er man samlevende uden at være gift, og har man ordninger, der er oprettet før 1. januar 2008, skal man kontakte sit pensions- eller forsikringsselskab og få indsat sin samlever med navn i begunstigelsen. Får man ikke gjort det, vil samleveren ikke få udbetalt beløbet på ordningen, og det vil gå til de nærmeste pårørende, eksempelvis børnene.

For spørgsmål eller yderligere information kontakt jurist Kristian Nørr Olsen på tlf. 74365147 eller kno@landbosyd.dk

LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: