Toppolitikere til debat om landbrugets fremtid
|
| Sønderborgs borgmester Aase Nyegaard, konferencier Poul-Erik Thomsen, JV, Aabenraas borgmester Tove Larsen og LandboSyds formand Mogens Dall glæder sig til den 10. januar 2011. |
En række folketingsmedlemmer, landmænd, kommunalpolitikere, repræsentanter fra miljøorganisationer og studerende er med på mandag, når der på EUC Syd i Aabenraa sættes lup på landbrugets vilkår og fremtidsudsigter. I alt deltager omkring 80 debattører - heraf ti folketingspolitikerer - i arrangementet.
Bag arrangementet står borgmestrene fra Sønderborg og Aabenraa Kommuner, Aase Nyegaard og Tove Larsen, samt formanden for LandboSyd, Mogens Dall.
Initiativtagerne mener, at der er hårdt brug for en debat om vilkårene for det erhverv, der sammen med følgeerhverv sikrer job og indkomst - med deraf afledte skatteindtægter - til omkring 13.000 mennesker i de to sønderjyske kommuner.
Redaktør Poul-Erik Thomsen, JydskeVestkysten,
er på pletten til at inspirere, styre og konkludere
på debatten, som er tænkt som startskud til en
generel værdidebat om dansk landbrug.
Arrangørerne håber på, at debatten vil brede sig til hele landet og alle lag, da især yderområderne er meget afhængige af det trængte erhverv. Samtidig er det initiativtagernes opfattelse, at der i den brede offentlighed er for lidt viden om landbrugets betydning for dansk økonomi og om de konkurrencevilkår, landbruget har.
Landbrugets image er ligeledes et emne, der tages fat på – i lyset af, at det har afgørende betydning for, om det lykkes at tiltrække de unge til erhvervet. Af samme grund er studerende fra blandt andre landbrugsuddannelserne kærkomne deltagere i debatmødet.
Tidligere vismand og formand for Økonomisk Råd, professor Christen Sørensen, som for få dage siden var fremme med markante udtalelser om forslaget til ændring af efterlønnen, kommer og er med til at inspirere til debatten.
Debatmødet er forbeholdt de inviterede, tilmeldte deltagere, men udtalelser og debat kan følges på www.facebook.com/landbosyd, www.aabenraa.dk, www.sonderborgkommune.dk og www.jv.dk ligesom den samlede presse er inviteret til debatmødet.
Du kan se programmet, som deltagerne skal debatere ud fra her.
Se listen over deltagerne her.
Yderligere oplysninger: Udviklings- og rådgivningschef Anders Andersen, LandboSyd, telefon 7436 5066.
LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: