Tag på markvejstur langs de gamle veje
Markvejsgruppen under Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Vestslesvig har nu planlagt sommerens turprogram. Der bliver som sædvanlig tale om fire ture ad gamle natur- og kulturhistoriske interessante markveje i Vestsønderjylland.
Den første tur, der afholdes tirsdag den 3. maj, bliver en vandring på dele af den gamle drivvej og den gamle postrute. Undervejs passerer man gravhøje og et kildevæld, der leverede vand til en nu nedlagt vandmølle.
Vandreturen varer cirka halvanden time i et rimeligt gåvenligt terræn. Lokalhistorisk guide Lis Schultz, Lovrup, fortæller om seværdighederne undervejs.
Mødetid er klokken 19, mødested er Povlskrovej 53, Skærbæk, og turleder er Niels Chr. Thomsen.
Øvrige ture
Den næste tur er tirsdag den 7. juni, hvor turen går til området omkring Tornskov, Løgumbjerge og Vongshøj. Turledere er Torben Ravn, Marianne Permin og Henry H. Hansen.
Tirsdag den 16. august vandrer man ad gamle veje omkring Rurup og den gamle domænegård Mandbjerg. Fortællere er her Inger Rahbek Andersen, Roost, og Elsemarie Dam-Jensen.
De tre første arrangementer afvikles alle som aftenarrangementer.
Søndag den 4. september om eftermiddagen klokken 14 vil der blive en tur til landskabet omkring Juvre på Rømø. Her er turlederne naturvejleder Bente Krog og Torben Ravn.
Alle er velkomne til at deltage i turene. Deltagerne opfordres til at medbringe fornuftigt fodtøj og beklædning samt evt. kaffe og brød. En folder om sommerens arrangementer vil blive uddelt i forbindelse med den første tur, og folderen er også på vej til kommunens biblioteker.
Publiceringsdato: 18-04-2011
LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: