LandboSyd kan hjælpe dig til at se hvad vandplanerne betyder for din ejendom.
Det er lidt af en jungle at finde rundt i Miljøstyrelsen udpegninger af vandløb, som de mener skal genåbnes, restaureres, eller have ændret vandløbsvedligeholdelse.
Nu kan du få hjælp til det. LandboSyds miljøteam har afsat tid i løbet af vinteren og foråret til at hjælpe med at gennemgå de statslige udpegninger på ejendomsniveau.
Typisk tager det en times tid at gennemgå de udpegninger, der ligger på din ejendom. Måske kan du ånde lettet op, fordi der alligevel ikke sker noget de første mange år. Mange vandløbsrestaureringer er udskudt til næste vandplan - dvs. efter 2015. Måske kan du se, at den indsats, der er planlagt, vil være til stor skade for dine arealer - og så vil en indsigelse være en god idé.
Høringssvar til Vandplaner om vandløb på din ejendom
Du kan få hjælp til det på landbocenteret. Vi kan også hjælpe med at formulere et høringssvar for dig.
Måske kan dette standard-høringssvar være en hjælp til at komme i gang - husk at passe det til efter forholdene og udpegningerne på din ejendom - klik
her.
Din indsats er også vigtig
Der er behov for, at alle giver deres besyv med i forhold til vandplanerne. Da det er skrivebordsfolk, der laver reglerne, er man nødt til at tale til dem på et sprog, de forstår.
Der skal sættes ord og tal på konsekvenserne, og der skal dokumenteres.
Hvis din kommune har skåret ned på vandløbsvedligeholdelsen med hensyn til oprensning og grødeskæring, så få dem ud og sørg for at de overholder regulativet.
Tag billeder af hvad der sker, når der ikke bliver renset op eller skåret grøde til tiden.
MIljøministeren har lovet, at ændret vandløbsvedligeholdelse bliver håndteret som projekter ligesom vandløbsrestaurering, og at der vil blive givet kompensation for de arealer, der bliver mere våde og dermed forringet.
MEN - det kan være meget svært at dokumentere, hvorfor marken er blevet mere vandlidende, så det er derfor vigtigt at sørge for at regulativet overholdes, indtil der er fastsat i et nyt regulativ og erstatningsspørgsmålet er afklaret. Når vandet står højt, fordi der ikke er skåret grøde, så tag billeder, og tag så billeder igen, når kommunen har været der og skåret grøde eller renset op, og vandet er kommet væk, så du kan vise, hvad der sker ved det.
Ring til Britt Bjerre Paulsen, tlf. 74 36 50 79 eller Morten Bentzon Hansen og aftal et møde hvor vi gennemgår dine arealer.