Log på Kontakt Oversigt Forside
Nærmest retsløse tilstande i de danske stalde 

KONTROL: Svineproducent Michael Sangild fik i marts besøg af veterinærrejseholdet, der kom på uanmeldt kontrolbesøg. Kontrollanten mente, at to grise i en sygesti skulle have været aflivet. Landmandens egen dyrlæge havde få dage inden været på besøg og også tilset grisene i sygestierne. Uoverensstemmelsen ser nu ud til at koste tre procent af landmandens samlede EU-støtte.

Svineproducent Michael Sangild, Rødekro, føler sig helt urimeligt behandlet af Fødevarestyrelsen. Hans egen dyrlæge havde anvist behandling af to grise – få dage senere underkendte Fødevarestyrelsens dyrlæge den beslutning, og det koster nu tre procent af EU-støtten.

Tågholm ligger smukt i et lille sving, og er det tætteste, man kommer på et mønsterlandbrug. Her er der orden på tingene – for det er en fornøjelse i sig selv. Derfor var der heller ingen sure miner over selve besøget, da svineproducent Michael Sangild i foråret fik uanmeldt besøg af veterinærrejseholdet. Men fremgangsmåden ved den type besøg får derimod kritik med på vejen:

- Vi har ikke noget at skjule. Det er levende væsner, vi har med at gøre, og derfor er jeg af den klare overbevisning, at de skal behandles ordentligt. Men jeg synes, at det en helt urimelig mistænkeliggørelse både af mig og af mine folk med de uanmeldte besøg, hvor vi skal smide alt, hvad vi har i hænderne. Det føles som en ”ransagning”, og er krænkende, siger Michael Sangild, der driver en slagtesvineproduktion med 4800 stipladser.

To af grisene i sygestierne blev beordret aflivet af dyrlægen, der udførte kontrolbesøget til hans og driftslederens store forbavselse.

- Vi mener, vi har fulgt dyrlægens anvisninger i forbindelse med håndtering af syge dyr, siger Michael Sangild.

I behandling
De to – nu aflivede dyr – var i behandling som besætningsdyrlægen havde bedt om og var i bedring. Men det var altså ikke nok til at få kontrollanten, som også er dyrlæge til at forbarme sig over dem.

- Som landmand er det frustrerende, hvis de foranstaltninger ens egen dyrlæge har sat i værk, underkendes af en kontrollant, konstaterer Michael Sangild.

Kontrollanten giver, som der står i besøgsrapporten, alene et øjebliksbillede.

- Men det fortæller jo intet om, hvad vi har foretaget med behandling, og hvad vi påtænker at gøre fremadrettet, eller om der er tegn på bedring. På et hospital får man da også lov at føre behandlingen til ende, inden apparaterne slukkes, siger Michael Sangild.

Dyre grise
De to grise blev med kontrolbesøget de dyreste grise, der nogensinde har gået i Tågholms stier, Landmænd, der søger støtte under Enkeltbetalingsordningen, skal nemlig opfylde en række regler indenfor fire områder – natur og miljø; dyre, folke- og plantesundhed; dyrevelfærd og god landbrugs og miljømæssig stand. Gør de ikke det, så er der tale om overtrædelse af krydsoverenstemmelseskrav, og det giver fradrag i støtten.

- I mit tilfælde bliver der trukket tre procent i min samlede EU-støtte for hele 2011, hvilket svarer til små 20.000 kroner. Det er helt urimeligt i en sag, hvor der var gjort tiltag for at lindre og afhjælpe dyrenes lidelser i samråd med min dyrlæge, siger Michael Sangild.

Landmanden har derfor klaget afgørelsen i samråd med sin rådgiver hos LandboSyd, og har nu modtaget brev fra Fødevareministeriets Klagecenter – i løbet af ti måneder vil han få svar.

Urimeligt
For rådgivnings- og udviklingschef Anders Andersen hos LandboSyd er sagen principiel og helt klar.

- Enhver kan da se, at landmanden her er blevet aldeles urimeligt behandlet. Han har – nøjagtig som foreskrevet – sygestier til sine grise. Og han har iværksat behandling af dyrene i samråd med sin dyrlæge. Den her sag går imod enhver fornuft, siger Anders Andersen.

Rådgivningschefen har derfor kastet sig ind i sagen på vegne af Michael Sangild:

- Og jeg er ikke i tvivl om, at vi vinder i sidste ende. Hvorfor man skal bruge ti måneder på at undersøge en sag, der er så klar, står jeg derfor helt uforstående overfor.

Anders Andersen opfordrer alle landmænd, der får uanmeldt kontrolbesøg til straks at kontakte LandboSyd for at få en bisidder med helt fra starten.

LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: