 |
|
Katja Bladt træner selv flittigt i centret på Kongshoved, hvor der blandt andet lægges vægt på træning af ”muskelkorsettet” for at styrke ryggen.
|
SUNDHED: I en tidligere staldlænge på gården Kongshoved er der indrettet træningscenter med fokus på vægttab og ryg-, skulder- og nakkeskader. Stedet er velbesøgt og kan i år fejre fem års jubilæum.
Umiddelbart ligner Kongshoved på Kegnæs en helt almindelig, velholdt gård med et driftigt landbrug med gode forhold. Det er skam også rigtigt; ægteparret Katja og Jens Ole Bladt blev i 2010 indstillet til Landbrugets Arbejdsmiljøpris af deres landboforening LandboSyd for deres indsats for medarbejdernes trivsel.
Men stedet er mere end et moderne landbrug og en god arbejdsplads. Kongshoved huser også et træningscenter – Bodyfarm – der snart kan fejre fem års jubilæum.
- Jeg har selv altid trænet meget, og da så noget af gården brændte i 2005, ”neglede” jeg denne bygning. I efteråret 2006 kunne jeg så åbne Bodyfarm, der er et træningscenter med særlig fokus på vægttab og ryg, skulder- og nakkeskade, fortæller Katja Bladt, der er indehaver af Bodyfarm og medhjælpende ægtefælle på Kongshoved.
Oprindeligt er hun uddannet i en guldsmedsbutik, og har siden taget en uddannelse til fitness instruktør, slankekonsulent og diverse rygkurser.
Hun har i mange år selv været en aktiv udøver af fitness i alle afskygninger, og ønsker at dele den erfaring med andre. Derfor kan alle de ansatte på Kongshoved samt deres familier træne helt gratis i centret.
Ung eller gammel
Faktisk er en stor del af udøverne hos Bodyfarm landmænd eller ansatte hos landmænd eller lignende ”hårde” erhverv med eksempelvis mange tunge løft og vanskelige arbejdsgange. Den anden halvdel er personer med meget stillesiddende job, der ofte er svage i de samme muskler omkring kropsstammen, bevæger sig for lidt og derfor får skader i skulder og ryg.
- Det er ofte den samme type skavanker, denne gruppe hårdtarbejdende folk har, og som er det, jeg har særlig fokus på – ryg, skuldre og nakke. Landmænd har ikke brug for styrketræning, altså bodybuilding. De har brug for træning af de muskelgrupper, man kalder for muskelkorsettet, forklarer Katja Bladt.
Ved hjælp af individuelle øvelser får den enkelte udøver sin helt egen træning, og det gør en forskel.
- Det er helt vildt dejligt, når jeg ser de succesoplevelser, folk får her. En fyr på 60 sagde, ”det er nogle nemme penge, du tjener på mig”. Han havde fået et gavekort af sin familie til Bodyfarm, som han ikke regnede med, at han ville få brugt. Nu har han været her fast i tre år, fortæller Katja Bladt.
 |
| Den smukke Kongshoved ligger midt på Kegnæs. Katja og Jens Ole Bladt er niende generation på gården. |
Indre og ydre ro
Det er da også kendetegnende for stedet, at fitnessudøverne holder godt ved – uanset – om de er 79 år som den ældste eller 15 år som den yngste.
- Dem, der kommer her, har behov for at føle sig godt tilpas. Derfor kommer de langvejs fra. Men hvis man har behov for at blive set, så skal man køre til Sønderborg, hvor man kan stå i vinduet, mens man dyrker fitness. Her gælder det om at komme til hægterne igen, siger Katja Bladt.
Bodyfarm arrangerer desuden events, spil og kurser til såvel grupper af private som firmaer.
KONGSHOVED OG BODYFARM
Kongshoved på Kegnæs drives af ægteparret Katja og Jens Ole Bladt. Til gården hører der 110 hektar jord. Desuden driver familien 450 hektar i et markfællesskab.
Kongshoved er en slægtsgård og Jens Ole Bladt er niende generation på gården. Dyreholdet består af 1050 søer, og smågrisene sælges ved 30 kilo.
Bodyfarm drives af Katja Bladt, der desuden er medhjælpende ægtefælle på Kongshoved. Den 28. oktober 2011 kan stedet fejre fem års jubilæum.
Læse mere om Kongshoved og Bodyfarm på www.kongshoved.dk og www.bodyfarm.dk.