Log på Kontakt Oversigt Forside
Ny strategi gav rentenedslag i banken 

 
Diana og Kees van der Meer er blevet meget klogere på, hvor de vil hen med deres bedrift. Målene er klare, og det har ført til rentenedsættelse i banken og optimering i bedriften.
OVERBLIK: Med en ny strategi for bedriften og en nøje beskrevet målsætning er det lykkedes for to mælkeproducenter at få renten sat ned hos deres kreditgiver. Samtidig er mange forhold i produktionen blevet optimeret.

Da Kees og Diana van der Meer kom til Danmark for snart 18 år siden, havde de ikke meget andet end en lille opsparing og en stor portion virkelyst med sig. Gården lidt uden for Arrild ved Toftlund bestod dengang af 58 hektar, et ældre stuehus og nedslidte produktionsbygninger.

- Vi fik bygget en løsdriftsstald og købte mælkekvoter, og efterhånden fik vi også købt mere jord til ejendommen, fortæller Kees van der Meer.

Både han og hustruen Diana arbejder begge med i bedriften, og de deler passionen for malkekvæg. Fokus har i alle årene i Danmark været på udvidelser og effektivisering.

Vælg vejen
Derfor var parret også straks med på ideen, da juniorkonsulent Jørgen Kristiansen fra LandboSyd kom med et forslag, om at de skulle deltage i hans afsluttende opgave:

- Den handlede om processerne i Dynamisk Strategi. Vi gik en tur på ejendommen og beskrev detaljeret bedriften. Ved at stille en række hv-spørgsmål fandt vi indtil kernen. Det er en lang proces, men det giver meget, fortæller Jørgen Kristiansen.

Kees og Diana har nu grafiske diagrammer, der beskriver produktionen punkt for punkt, og Dynamisk Strategi har allerede bevist dets værd i kroner og ører.

Kortet viser skematisk, Kees og Diana van der Meers bedrift lidt uden for Arrild ved Toftlund.




- I banken har vi fået rentenedslag på hele vores engagement på 0,35 procent. Og hvis vi kunne holde budgetterne, fik vi lovning på yderligere 0,15 procent. Men da opfølgningen kom, fik vi faktisk 0,50 procent, fordi vi kom hurtigere igennem strategien. Det handler om, at vi kan vise, hvor vi er nu, og hvor vi vil hen. Og vi kan vise, at vi opfylder målsætningen, forklarer Kees van der Meer.

Enkelheden i grafisk at vise nutid, fremtidsplaner og mål er slående.

- Tidligere gav vi måske fem tætskrevne sider til kunderne. Nu får de to ark, der meget anskueligt kan bruges overfor banken. Samtidig er der en prioriteret liste over de vigtigste mål. Det viser, at her er en landmand, der har styr på tingene, siger LandboSyds økonomikonsulent Gert Berndt, der også har været inde over bedriften i forbindelse med fastlæggelse af strategien for bedriften.

Han mener desuden, at hele forløbet er en vigtig erkendelsesproces for landmanden:

- Når tankerne flyttes fra hovedet og ned på papir, så bliver man klar over sin egen situation og planer og ideer konkretiseres, forklarer Gert Berndt.

Professionel
Familien van der Meer har taget den dynamiske strategi til sig – hele vejen rundt.

- Jeg er oprindeligt uddannet sygeplejerske, og allerede dengang brugte vi noget lignende for at effektivisere og optimere. Så man kan sagtens sige, at det er et udtryk for en øget professionalisering af landbruget, mener Diana van der Meer.

Kees van der Meer i stalden, hvor en stor del af arbejdsdagen tilbringes. Sammen med hustruen Diana, fire fuldtidsansatte og en freelance passer de 585 årskøer.
Hver lille del af produktionen er blevet nøje analyseret for eksempel – foderindkøb, reproduktionen og arbejdsledelsen. Dermed er foderomkostninger blevet reduceret, der er sket en fremgang i ydelsen og arbejdsgange er blevet effektiviseret.

- Det er blevet meget sjovere, fordi vi følger op på målene næsten hver dag. Hvis der er problemer, søger vi efter årsagsforklaringer og justerer ind, siger Kees van der Meer.

Parret bruger nu Dynamisk Strategi på mange planer – og det virker:

- Tidligere ringede vi kun til konsulenterne, når vi havde spørgsmål. Nu er det blevet et samarbejde med konsulenter, personale, banken og i familien, forklarer Diana van der Meer.

LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: