Log på Kontakt Oversigt Forside
Tusindvis af støttekroner i spil for naturen 

 
Kresten Mathiasen hjælper sammen med LandboSyds ”Tilskudsteam” hvert år mange landmænd med at søge støtte til naturprojekter. 1. maj begynder en ny runde, og denne gang har Skat ændret kurs med hensyn til fradrag.
ANSØGNING: Fra 1. maj kan der søges tilskud til naturprojekter. Samtidig har Skatterådet netop i et bindende svar godkendt fradrag for projektudgifter. Det kan betyde flere ansøgninger, vurderer LandboSyd.

For at fremme og bevare den biologiske mangfoldighed og øge de rekreative værdier giver Fødevareministeriet, FødevareErhverv tilskud til naturprojekter. Sidste år blev der på landsplan indsendt 274 ansøgninger om støtte til samlet 63 millioner kroner. Ikke alle kommer dog i hus, da der højst er 11 millioner kroner til fordeling.

- Man kan søge om tilskud til naturplaner, til naturgenopretning, afgræsningsprojekter som eksempelvis græsningslaug eller lignende. I nogle tilfælde ydes der støtte til 100 procent af udgifterne, forklarer Kresten Mathiasen, der er planteavlskonsulent hos LandboSyd.

Som en del af LandboSyds tværfaglige ”Tilskudsteam” er han hvert år med til at søge støttekroner hjem til de
landmænd, der ønsker at etablere mere natur.

Fradrag i skat
Hidtil har der imidlertid hersket tvivl om, hvorvidt naturprojekter kan ses som en del af bedriften. For nylig blev det imidlertid i et bindende svar fra Skatterådet til Videncentret for Landbrug slået fast, at naturprojekter ikke skal vurderes særskilt, men er en del af det erhvervsmæssige landbrug.

- Det betyder, at der er tale om driftsudgifter. De kan trækkes fra, også selvom udgifterne overstiger tilskuddet, forklarer Kresten Mathiasen.

Den konkrete sag, som Skatterådet har udtalt sig om, vedrører et afgræsningsareal på cirka 100 hektar jord. Udgifterne til projektet var rydning, adgangsveje, fangfolde og lignende.

Flere projekter
Med svaret fra Skat følger dog også en vis usikkerhed, idet der er tale om en helt ny praksis på området. Derfor kan man ikke sige, om Skat vil godkende alle typer af udgifter, eller om svaret vil være det samme, hvis der er tale om et projekt uden tilskud.

- Det er derfor altid en god ide at drøfte et projekt med sin skattekonsulent. Men samlet set vurderer vi, at Skats beslutning vil betyde flere ansøgninger til naturprojekter, og dem er vi i Tilskudsteamet klar til at hjælpe bedst mulig, fastslår Kresten Mathiasen.

Ansøgningsfristen for naturprojekter i den aktuelle runde er den 3. august 2011.


 

Find mere information:

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, FødevareErhverv har på deres hjemmeside www.fvm.dk en liste over hvilke typer af projekter, der kan opnå tilskud, hvem der kan søge og de økonomiske rammer.

Det er også på ministeriets hjemmeside, at man kan finde ansøgningsskemaer til naturprojekterne.

På LandboSyds hjemmeside www.landbosyd.dk under fanebladet ”Tværfaglige teams” kan man læse mere om tilskudsteamet, ligesom nyheder fra teamet løbende vil være at finde på hjemmesiden og på www.facebook.com/landbosyd.

LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: