Log på Kontakt Oversigt Forside
25 meter zoner om vandinvindingsanlæg 
Med Grøn Vækst –lovpakken, der blev vedtaget d. 27. maj er det nu vedtaget et dyrkningsforbud indenfor en radius af 25 m fra vandindvindingsanlæg, der indvinder grundvand til almene vandforsyningsanlæg. Indenfor denne afstand af 25 m må der ikke dyrkes, gødskes eller anvendes pesticider til erhvervsmæssige eller offentlige formål.

De grundejere, der har jord indenfor denne radius, er berettiget til en beskeden årlig godtgørelse på 429 kr. pr. vandindvindingsanlæg. Der står ikke noget i loven om, hvad der gælder, hvis området rundt om boringen ejes af flere landmænd.

Hvis man vil gøre krav på denne godtgørelse, skal man senest 1. september fremsætte krav om det overfor det pågældende vandforsyningsanlæg.

Dette skal ske ved en skriftlig henvendelse, der indeholder ens navn, adresse, ejerlav, matrikelnummer, og antallet af vandindvindingsanlæg, der er tale om.

Indsatsplanlægning vedr. grundvand starter op i kommunerne
De sønderjyske kommuner er så småt ved at have taget hul på indsatsplanlægningen for grundvand. Naturstyrelsen har gennem de senere år kortlagt grundvandsmagasiner mv. med overflyvninger med avanceret måleudstyr, og undergrunden er nu meget grundigt kortlagt.

Sønderborg Kommune har netop vedtaget et forslag til indsatsplan for Blæsborg og Mjang Dam vandværker. Mjang Dam vandværk forsyner store dele af Sønderborg by, og Blæsborg Vandværk forsyner Augustenborg. Indsatsplanen beskriver hvilke indsatser, Kommunen mener skal beskytte grundvandet i området mod forurening. Forslaget sendes i høring i 12 uger.

Planen udpeger 4  ”boringsnære beskyttelsesområder”, der ligger ved Mjang Dam vandværk. Disse zoner har en radius på ca. 180 m, og er altså på ca. 10 ha hver.

Umiddelbart er der ingen restriktioner på arealerne, men hvis arealerne på et senere tidspunkt indgår i en miljøgodkendelse, vil der blive stillet krav om en maksimal nitratudvaskning på 50 mg nitrat / liter på de pågældende arealer.  Der vil være skærpet fokus på grundvand ved tilsyn og godkendelser af landbrug og industri.

Der er endvidere udpeget et nitratfølsomt indvindingsområde ved Blæsborg vandværk, hvor kommunen vil stille vilkår om max. 25 mg nitrat /l i udvaskning, hvis / når arealerne indgår i en ansøgning om miljøgodkendelse.

Ifølge planen har Sønderborg Forsyning sat sig for indenfor de kommende år at forsøge at indgå aftaler med de pågældende lodsejere om frivillige aftaler om stop for brug af pesticider og om reduceret brug af gødning, eller om køb af jorden. Ifølge planen kan Sønderborg Vandforsyning finansiere opkøb af jord, oplysningskampagner, samt overvågning af vandkvaliteten via vandprisen. Der er dog endnu ikke taget endelig stilling til , hvordan der findes penge til at udbetale kompensation eller erstatning til lodsejerne, opkøbe jord til brug i en evt. jordfordeling eller andre tiltag til at gennemføre den beskrevne indsats.

I løbet af de kommende år vil der blive udarbejdet indsatsplaner for en stor del af Als og Sundeved, efterhånden som Naturstyrelsen bliver færdige med kortlægningen. Se kortene nedenfor.  Aabenraa Kommune begynder at udarbejde de første indsatsplaner i år. Tønder Kommune har foreløbigt udarbejdet 1 indsatsplan for Bredebro området. Haderslev kommune er endnu ikke begyndt, da Naturstyrelsen ikke er færdig med kortlægningen i deres område endnu.

LandboSyd er repræsenteret i en følgegruppe, der bliver orienteret om indsatsen på grundvandsområdet, men har ikke nogen egentlig andel i udarbejdelse af planerne. Vi oplever, at kommunerne har et ønske om at gøre en betydelig indsats, men at de værktøjer og den økonomiske ramme, de har til rådighed, er utilstrækkelig i forhold til hvad de gerne vil gøre. Vi forholder os således afventende i forhold til kommunernes konkrete udspil på området.

Se status for den afgiftsfinansierede grundvandskortlægning (Miljøministeriet, Naturstyrelsen) her.

Se Forslag til indsatsplan for Blæsborg og Mjang Dam vandværker (Sønderborg Kommune) her.
Publiceringsdato: 24-06-2011
LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: