Log på Kontakt Oversigt Forside
Direktørskifte hos LandboSyd er på plads 

 

Fra venstre mod højre er det LandboSyds formand, Mogens Dall, næstformand, Michael Sangild, og den nye direktør Klaus Andersen, der tiltræder jobbet den 1. september.

NYT JOB: Klaus Andersen overtager 1. september posten som ny direktør hos LandboSyd i Aabenraa efter Gunnar Fink, der har valgt at trappe ned.

For et par måneder siden meddelte LandboSyds direktør gennem 11 år, Gunnar Fink, at han ønskede at stoppe som direktør. LandboSyds bestyrelse har nu fundet efterfølgeren, og det bliver den 45-årige Klaus Andersen, der kommer fra en stilling som eksportdirektør i Dinesen A/S.

- LandboSyd er en særdeles veldrevet og velrenommeret virksomhed og står i en stærk position på markedet, så jeg vil ikke lave revolution fra dag ét. Jeg har stor respekt for det, Gunnar Fink, bestyrelsen og medarbejderne har skabt, og det er med en god portion ydmyghed, jeg kommer til virksomheden, siger Klaus Andersen.

Han tiltræder direktørjobbet den 1. september og glæder sig til at blive chef for de 104 medarbejdere, der arbejder i landboforeningen på Peberlyk i Aabenraa.

- Mit hjerteblod er medarbejdere og kunder, og man vil derfor opleve, at jeg er synlig i huset. Jeg vil forsøge at være den, der motiverer og skaber gejst, stolthed og engagement, for det er vejen til succes. Mit andet fokusområde er salg, så også overfor landmændene vil jeg gøre mit bedste for at være meget synlig, siger Klaus Andersen.

Den rigtige
Klaus Andersens forventninger til det nye job matches fuldt ud af LandboSyds bestyrelsesformand, Mogens Dall:

- På alle parametre er Klaus den, vi har søgt efter. Vi havde mange og meget velkvalificerede ansøgere, så vi kan se, at vi har en attraktiv arbejdsplads at tilbyde. Men i sidste ende valgte vi Klaus Andersen, for han er den helt rigtige og deler vores værdier og tilgang til rådgivning.

Processen med at finde en ny direktør begyndte i begyndelsen af april, og allerede nu er der et godt og tillidsfuldt forhold mellem den kommende direktør og bestyrelsen i LandboSyd.

- Klaus har nemlig rod og base i landbruget. Han begynder ikke på niveau nul. Men samtidig kommer han ikke fra en anden landboforening, så tavlen er på den måde helt ren. Såvel medarbejdere, medlemmer, kunder og bestyrelse kan se frem til Klaus Andersens tiltrædelse, siger Mogens Dall.

Høsthjælp
Klaus Andersen er uddannet agronom fra Landbohøjskolen og har efterfølgende gennemført HD i organisation og ledelse. Hos konsulentvirksomheden Mercuri Urval har LandboSyds nye direktør beskæftiget sig med rekruttering og udvælgelse samt strategi-, organisations- og medarbejderudvikling. Derudover har han fra DLG-selskaberne AgroFerm A/S og Dangrønt Products A/S stor erfaring med landbrugserhvervet.

- Og så er der mange landmænd i familien. Både mine børn og jeg hjælper lidt til, når der skal dækkes ensilage af, køres korn eller halm hos morfar eller hos min svoger.

Klaus Andersen er gift med Kirsten, der er sygeplejerske, og sammen har parret tvillingerne Caroline og Christian på 12 år:

- Vi bor på slægtsgården i Simmersted ved Haderslev med heste, kaniner, hund og kat. Jeg har selv redet meget, da jeg var yngre, men nu går fritiden mest med at følge med i børnenes sportslige aktiviteter – ridning og håndbold, siger Klaus Andersen, der dog ikke holder sig tilbage fra en tur på mountainbike eller en rask løbetur.

LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: