Log på Kontakt Oversigt Forside
God debat over grønlangkål 

 

Medlemsmødet hos LandboSyd blev en blandet landhandel med debat om vidt forskellige emner fra 2013-problematikken til forslag om nye måder at vælge formand på i Landbrug & Fødevarer. Viceformand i Landbrug & Fødevarer, Henrik Frandsen, deltog i mødet på LandboSyd.

MEDLEMSMØDE: LandboSyds medlemsmøde fokuserede både på de mange krav til erhvervet, men også den aktuelle situation og forslaget om urafstemning blev drøftet. I mødet deltog en veloplagt viceformand for Landbrug & Fødevarer og så blev der tid til at sætte tænderne i en god, gammeldags gang grønlangkål.

Med en ny mand ved roret kunne LandboSyd berette om verdens gang set med foreningens øjne. De berømte hundrede dage har direktør Klaus Andersen ikke helt gennemstået – 62 heftige dage er det blevet til indtil nu:

- Min fornemste opgave har været at tale med de 100 ansatte og lære LandboSyd at kende. Jeg har nået 72, og det har været særdeles givtigt. Samtalerne har givet masser af input til, hvad en fremtidig visions- og strategiplan kan indeholde.

Klaus Andersen gennemgik herefter nøgletallene for LandboSyd og landbrugets situation både set gennem de negative briller og gennem de positive.

Luk landbruget
Med et hop fra LandboSyds lokalområde til det nationale kunne formanden for LandboSyd, Mogens Dall, herefter konstatere, at med nye ministre og folkevalgte er det nødvendigt at begynde helt forfra med at forklare landbrugets sag.

- Jeg må indrømme, at jeg har mine bekymringer med de nye, så de kan faktisk kun overraske positivt. Som Mette Bock udtrykte det, hvorfor lukker I ikke bare dansk landbrug?

Debatten kom da også til at handle om de mange emner, der optager sindene lige nu: pesticidafgifter, 2013-problematikken, grødeskæring og generelle rammevilkår.

Nogle gange er det nødvendigt at sige fra, mente formanden, og derfor støttede han også Asger Christensen fra Kolding Herreds Landbrugsforening, da han brød loven og pløjede en græsmark ned. En handling Landbrug & Fødevarer ikke støttede.

- Men det er vigtigt at slå fast, at vi i landbruget skal undgå splid. Derfor opfordrer vi herfra til, at Bæredygtigt Landbrug og Landbrug & Fødevarer finder sammen om en måde at agere på i det offentlige rum. Måske kunne Bæredygtigt Landbrug lave arrangementerne og Landbrug & Fødevarer tage det op politisk og påpege, hvor der er problemer, sagde Mogens Dall.

Friskt forslag
Landbrug & Fødevarers viceformand, Henrik Frandsen, havde takket ja til invitationen fra LandboSyd, og han så ud til at nyde selskabet, selvom han dog ikke altid er politisk enig med naboforeningen.

Efter den generelle orientering set fra Axelborg fik forslaget fra LandboSyd og tre andre landboforeninger om urafstemning og direkte valg i landbruget disse ord med på vejen:

- Jeg synes, jeres forslag er forfriskende. Det vil være med til at skabe en spændende debat, og vi skal hele tiden være klar til at tage vores handlemåder op til revision. Men personligt synes jeg, at vi har et godt system, der er et udtryk for lokalt demokrati. Det er jo altså LandboSyd – jer selv – der sender lokale delegerede.

Omkring 130 medlemmer deltog i mødet, der bød på noget så traditionelt som grønlangkål til ganen.

Se Klaus Andersens og Mogens Dalls powepoints her.

Se Henrik Frandsens powepoints her.

LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: