Log på Kontakt Oversigt Forside
Fra lort til bord 

Af: Jacob Langkilde Nielsen, Landbrug & Fødevarer.

I Vestjylland har de taget hul på fremtiden. Arla og Vestjysk Landboforening vil være med til at gøre Ringkøbing-Skjern Kommune CO2-neutral.

På Christiansborg slås politikerne om Energi 2050, men i Ringkøbing-Skjern kommune sætter de barren højere. I fremtiden kan affaldet fra de lokale bedrifter blive til grøn energi, og det skal være med til at gøre kommunen CO2 neutral inden 2020.

Det er en projektgruppe i Arla Foods, som undersøger mulighederne for at bygge anlægget, der skal forvandle grisenes gasserier til mælkepulver på Arlas Mejeri i Videbæk.

Vi vil gerne være en del af løsningen på fremtidens problemer, og hvis Arla, som vi forventer, ender med at nikke ja til beslutningen om at lægge et biogasanlæg her, vil vi meget gerne være med til at lave en leverandørforening”, fortæller talsmand for landmændene Ole Kjær.

Allerede fra begyndelsen henvendte Arla sig til Vestjysk Landboforening (VJL) for at høre om landmændenes holdning til projektet.

Først gik henvendelsen på, om vi mente, landmændene kunne være med til en egentlig finansiering. Men det kunne vi hurtigt aflive. Tiderne er ikke til så store investeringer”, siger Ole Kjær.

I stedet har VJL været behjælpelige med at formidle kontakten til de lokale landmænd, som er interesserede i at være leverandører af biomasse.

Det er vigtigt for os, at leverandørerne får de helt rigtige forhold, for eksempel at der blev en ordning, som kan fordele gødningen fra anlægget mellem egnens landmænd, så dem der mangler gødning kan aftage overskuddet fra dem der har for meget, og så skal leverandørerne naturligvis ikke betale for at komme af med deres gylle”, slutter Ole Kjær.

Anlægget bliver kun til noget, hvis de lokale landmænd kan levere nok biomasse til at drive værket, hvilket Arlas projektgruppe skal tage stilling til i den nærmeste fremtid.

Læs Landbrug & Fødevarers holdning til regeringens energistrategi her.

Publiceringsdato: 05-04-2011
LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: